Dobbeltterningerne er kastet. De små blå terninger ruller hen over det filtbeklædte bræt – tre og fem. Ikke verdens bedste slag, men hvad fanden, jeg har heller ikke fået de bedste odds i livet fra begyndelsen. Man må spille med det, man har, og det gør jeg – med bankende hjerte, ar på sjælen og en knivskarp, blodig pen i hånden. Jeg spiller livets turnering med præmier i selvindsigt og nederlag med æstetik. Eller bare backgammon...

Nu er du her. Det må betyde, jeg har pirret din nysgerrighed. Måske prikket til noget, du ikke helt vil indrømme – men som du alligevel ikke kan lade ligge. Og det forstår jeg godt. I denne episode i serien Med røde læber får du nemlig ikke bare en historie. Du får også et stykke af min sjæl og en rundtur i livets backgammon – den kampplads, hvor kulturel kapital, afhængighed, fællesskab og kærlighed ruller side om side med identitet og frihed. Hvor hvert kast kan sende dig tilbage i den afgrund, du troede, du for længst havde klatret op fra.

Se det nu for dig : En lille, lettere desorienteret rødhåret kvinde – 43 år, iført påskegult outfit og høje sko. Terninger dingler i ørerne som små lykkeamuletter, læberne rødmalede – bare fordi det er frækt, og for at signalere, at intet kan knække mig. En backgammon-novice, javist. Men ikke i livet. Her er jeg en diva. Indefra og ud. Denne kvinde er placeret midt i Danmarks største backgammonturnering. Testosteron og terninger i endeløse rækker. Lyder det tørt? Måske. Men det er netop her, det begynder at dirre. Bliv hængende – og find ud af hvorfor. Forresten: velkommen til. Bag læbestiften og lykkeamuletterne gemmer sig en anden historie. Det er påske. Tid til opgør. Til genfødsel. Tag med mig - for i dette afsnit stirrer vi sammen livets spilledæmoner direkte i øjnene – helt ind i deres beskidte, modbydelige sjæl – uden at blinke.

Se terningerne danse, mærk slagene, lyt til de historier, vi ellers kun hvisker i krogene. Terningerne og skæbnerne gemmer på hemmeligheder, jeg forsøger at tyde og overvinde. Rummet summer af stemmer – drømme, håb, nederlag, længsler. Vi kalder det Foreningsdanmark, men lige under overfladen pulserer en rå kampplads: køn, klasser, magt, ensomhed, drømme. Og midt i det hele findes mod, nørderi, håb, fællesskab, lidenskab.

Jeg mærker suset, boblerne i kroppen, den barnlige glæde ved spillet, mens jeg sidder der ved bordet. Lysten til at vinde beruser mig og fylder mig med energi. Tænk hvis jeg kunne prøve at vinde bare én gang, til at bryde fri af hverdagens tavse spændetrøje, fortiden, det monster, der stadig kradser på indersiden af mit bryst. Udenpå griner jeg let, men under de røde læber ulmer frygten for at møde tyrannen, jeg ingen modstandskraft har imod, i kærligheden, i relationer, i mig selv, i backgammon. Minder om mørke aftener under et andet spillebord i en helt anden æra manifesterer sig for mit indre. Aben på min fars skulder – ham med det smørrede, groteske grin, forvrænget af alkohol – som stjal min barndom med søde løfter om penge, magt og adrenalinsus. Nu klamrer han sig til mine spinkle skuldre, hvisker forførende tvangstanker i mit øre. Jeg mærker hans kolde, klistrede abehænder, mens jeg drømmer mine egne feberdrømme om at slippe væk fra hamsterhjulet, sociale lænker, mine egne usynlige snubletråde. Kom nu, jeg inviterer dig helt tæt på, ind bag huden. Ikke kun det pæne, men det rå, det bristede, det strålende. Mærk slagene, se sejrene, lyt med på historierne, jeg lover, det bliver episk.

Mit navn er Christina Helena, og dette er fortællingen om at være kvinde efter de 40: Om at balancere kærlighed uden at miste sig selv, om lidenskab, kompromisser man ikke skal indgå, men gør det alligevel, om at gøre op med fortidens mørke skygger, om at finde sit ståsted som kvinde. Om for at forstå den race, der udgør mænd, om moderrollen – især papmoderstemplet – om ekskoner, og om drømmen slippe kontrollen og nyde livet. Du skal forvente, jeg siger det, som jeg ser det, uden pæne facader, uden pyntede illusioner. Jeg lader mig ikke kue af normer, forventninger eller god tone. Som en voksen udgave af pigen med svovlstikkerne kigger jeg ind gennem Foreningsdanmarks ruder – ikke for at fryse i længsel, men for at afsløre virkeligheden: arketyperne, magtkampene, længslerne, skyggesiderne. Jeg blotter spillet, spillerne og mig selv, uden filter, uden skam, med skrøbelighed smedet i bunden af en flaske og kastet som en mønt i en enarmet tyveknægt. Blikket er stædigt rettet fremad. Kom. Lad os spille.

I stearinlysets skær

Inden det går løs i backgammonuniverset - sætter vi lige scenen - Kom indenfor, kom nærmere. Træd ind i mit pæne hjem og kig dig omkring. Her er mit bræt, hvor jeg forsøger at placere brikkerne i livet, men alt føles som et puslespil, jeg ikke helt har knækket koden til. Her sker det, midt i et liv, der ligner orden. Et hjem, der kunne tilhøre hvem som helst, men det gør det ikke. Du er trådt ind i mit. Her begynder jeg at snitte i overfladen, her folder historierne sig ud. Huset vi bor i ligger ned til fjorden, idyllisk klemt mellem kæmpevillaer med for meget plads og alt for mange penge. Her i nabolaget er den største eksistentielle krise, hvilket køkken der skal sættes ind, eller hvilken havemand der passer til haven i tre niveauer. Nye terrasser med sortgrå klinker ligger som paraderer i ét væk – Holbæk-Hawaii, et poleret livsprojekt i luksusudgave.

I hjertet af huset står min sofa. Den helt rigtige grå. En hjørnesofa i nordisk design, med pyntepuder i den helt rigtige mængde. Kulturel kapital og diskret dekadence i skøn forening. Stuen er halvt bibliotek, halvt band – med orkidéer, der strækker sig dramatisk i vindueskarmen, og en kikkert i hjørnet. Til fjorden eller naboernes orgier. Alt efter humør. På væggene hænger en samling af Helge Ernst, Scherfig og børnekunst – ikke som pynt, men som pulsslag. Små værker med nerve, der nægter at undskylde deres plads. Dette er et lærerhjem. Dannet og dybt. Her taler vi om Karen Blixen og klimakrise over vegansk aftensmad. Børnene opdrages demokratisk. Curlingkulturen har sat sine spor, især når en sammenbragt familie støder sammen – kulturelt, følelsesmæssigt og logistisk. Under det hele lurer rod. Skrøbelighed. Menneskelighed. Livet med twist, tårer og sammenbidte morgener, hvor jeg mimer overskud foran spejl

Med fødderne velplacerede i lune uldsokker oppe i sofaen sidder jeg – en ordkløvende, sadistisk diva i mit eget liv. Jeg færdes i disse rum med ynde og parfume, der oser af påtaget overskud, blikket rettet fremad, som om jeg ejer det hele. Jeg lader som om, jeg hører til, men inderst inde i mig ulmer uroen.  

Længe var dette hjem en kulisse, jeg listede gennem uden spor. Jeg åndede sagte, levede på lånt tillid. Nogle dage vil jeg flå tapetet ned med neglene og skrige ind i væggen: Jeg er her, men jeg passer ikke ind. Og alligevel bliver jeg, trodsigt. Jeg kan fortælle dig, at jeg hader pyntepuder og guldbelagte gardiner, alt det dekorative overskud, kvinder forventes at dyrke. Det er ligegyldigt, spild af tid, når verden har større problemer – som mad på bordet. Jeg har foragt for det og dumper med bravur i indretning og god smag. Alligevel har jeg sans for roen, skønheden, når den er der.  Som barn længtes jeg efter et hjem som dette. Et glansbilledhjem. Et ordentligt hjem til ordentlige mennesker. Som en dyslektiker, der kæmper for at få bogstaverne til at stå stille, kæmpede jeg for at finde ind i normaliteten. Mit blik glider hen over overfladerne som en gæst, der ikke ved, hvor hun må sætte sig. Arne Jacobsen-stole? PH-lamper? Ægte kunst? Det interesserer mig så lidt, du forstår det ikke. Ting skal bruges – og så er det ligegyldigt, hvad fanden de hedder. Jeg har ikke forstand på det. Så lidt dannet er jeg. Men jeg mærker det, når det er der. Kvaliteten. Ægtheden. Roen, der falder ned over rummet som en varm dyne. Og jeg idealiserer det, mere end jeg tør indrømme.

Det var meningen, at dette hjem skulle skabe ro i mit kaos, men trygheden er aldrig helt min. Hånden på hjertet: Jeg savner huset, jeg byggede op gennem femten år – mine børns barndomshjem. Da skilsmissen ramte, lod jeg det gå til x-manden, i troen på, at en ny begyndelse var lig med frihed. Men det var en illusion. Det tager tid at føle sig hjemme. Værdien i et hjem skabes over år og forsvinder ikke uden omkostninger. Fortiden følger med – uanset hvor langt man løber. Det ved jeg nu.

Det første år her var jeg en poleret version af mig selv. En au pair i eget liv – effektiv, pæn, midlertidig. Jeg lavede mad, holdt orden og fik det hele til at køre, men følelsen af at høre til udeblev. Vi lejer huset, og det nager – som en lavmælt hvisken under huden: Du hører ikke til her. Livet har lært mig, at det, du ikke tager ejerskab over, kan blive revet væk. Jeg længes efter at høre til. At eje og ejes. Uden fodnoter. Jeg ved, intet varer evigt – men jeg vil have det alligevel - eller bare illusionen af det. 

Mit blik lander på mit spisebordet, et lysende bevis på, at jeg findes. Stort, stolt, solidt, i lyst træ med ekstra plader, klar til at rumme min flok – min skøre, uperfekte Adams-familie, fuld af kærlighed, kaos og kampgejst. Jeg dækker op som en italiensk mamma, brødføder banden og betragter mit mesterværk med et blik, kun mødre og mafiosoer kender. Jeg dyrker det, helt ind i hjertekammeret.

Huset lejer vi af lægen – en to meter høj, Frankenstein-agtig revisorudseende mand med Sherlock Holmes-blik og kirurgisk kontrol i stemmen. Hans tilstedeværelse forstærker den insisterende hvisken under huden: Du hører ikke til. Det er hans barndomshjem, og det lugter af ham, som om han har markeret sit territorium ved at pisse i hvert hjørne af huset. Vi låner et rum i hans hukommelse. Da vi mødte ham, blev vi vurderet som patienter under lup – verdens mindste par: mig på 1,59 cm, Nørden på 1,70, hvilket han konstant er i krise over. "Ingen gider en lille mand," jamrer han – halvt i sjov, halvt i selvmedlidenhed. Mig? Jeg er lykkelig, så længe vi kan kneppe stående. Lægen scannede os med kolde øjne, autoriteten dryppede fra ham. Jeg plaprede nervøst, koldsveden piblede, og jeg famlede efter Nørdens hånd – som en tryghedsskabende livline midt i en forestilling komplet med kulørte projektører, marmorfliser og en udefinerbar stank af magt. En farce med os som hovedpersoner og ham som dommer og bøddel. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på scenen fra En vampyrs bekendelser, hvor den unge pige – i hvid natkjole og med rædslen dryppende fra vipperne – bliver ædt levende på scenen. Det var mig. I en lidt for dyr vintagekjole. Vi skulle betale absurde summer for midlertidigt husly – og samtidig bevise, at vi var værdige. Lægen nød det. Hans lægeøjne er trænet til at dissekere – ikke kun kroppe, men mennesker. Da han til sidst nikkede anerkendende, føltes det som et klinisk blåstempel. Et kontrolleret et nul til normaliteten.

Lægen ser sig selv som slags alfader og vogter over hjem og have. I starten af vores lejemål yndede han at komme på uanmeldt besøg, som altid ramte, når jeg var alene hjemme (hvilket skal siges er ret usandsynligt, for nørden er altid hjemme, gymnasielærere arbejder absurd lidt). Hans besøg var som et uventet træk, der tvang mig til at flytte brikker, jeg ikke var klar til. Jeg blev paranoid, gennemsøgte huset for overvågningsudstyr. Han havde en uhyggelig tendens til at dukke op, netop når jeg var mest sårbar – i nattøj, intetanende. Hans øjne klædte mig af med kirurgisk præcision. “Nå, nå...” sagde han og trådte over dørtærsklen med et langsomt elevatorblik. Som en ond Hagrid tvang hans overlegenhed mig til at træde et skridt tilbage. Hans besøg kredsede ofte over klager over havens pasning, eller ting, han ville have vi skulle gøre. Det var tydeligt, at han anså os for en slags havemænd og gør-det-selv-arbejdere ansat af ham uden løn, som ovenikøbet skal betale ham for hans gestus. Hans besøg ramte direkte ned mit frygtcenter. En enkelt mail fra ham udløste stress. Ingen fandenivoldskhed. Kun magtesløshed. Trygheden forsvandt som ved et trylleslag. Jeg kunne ikke klare at være alene – især om natten. Nørden forstod det. Eller forstod, at det truede hans fredagsture til Bjørn. Han konfronterede lægen som en lille, hidsig fransk bulldog – verdens mindste alfahan. “Du kommer ikke uanmeldt her mere,” bjæffede han. Maskulint. Brutalt. Effektivt. Lægen tænkte nok: De er ikke kloge, de to og bakkede ud. Nu er det bedre. Han har ikke været her længe. Jeg arbejder med det. jeg er langt fra færdig, men i gang.

I roen, der langsomt vender tilbage, tænder jeg små påskegule stearinlys og lader tankerne folde sig ud – selvom Nørden kalder stearinlys dårlig stil - det er underklassens hyggespreder og dårligt for klimaet hovere han. Jeg er pisse ligeglad. De spreder velvære og sender påskegule fuckfingre til smagsdommerne. Klassisk musik strømmer fra et alt for stort TV – Köln Koncert via Spotify. På bordet står en skål med Twist. Og midt i det: mig. I rødt Hello Kitty-joggingsæt, med et smil så ondskabsfuldt, at selv min mor ville blive bekymret. Glem skalpellen. Jeg har en skarp pen. Så nu kan du se mig sætte mig ved tasterne, lader noterne folde sig ud som sterile instrumenter på et operationsbord. Historien udfolder sig med Dexters præcision, midt i stuen på en lørdag. Uden handsker. Med blod på ordene. Og en fryd ved at flå absurditet i stykker.

Nørden er hos sin Bjørn. Ryger sig skæv, spiller musik og dyrker sin maskulinitet i mandehulen. Ifølge mine kvindeguruer på YouTube har mænd brug for det – noget med primitiv biologi, bål og jagt. I dag jager de foran tv’et. Jeg tænker, hvor patetisk kan det blive… Og alligevel: det virker. I den akademiske mandehule diskuteres verdenssituationen, konkurreres over backgammon eller skak, gryntes og ryges pind, mens konerne savnes i smug. Når Nørden kommer hjem, er han rolig, fyldt med kærlighed, med blanke øjne og nyvasket sjæl – klar til at være sin bedste udgave. I hvert fald en uge eller to. Mænd er så simple og samtidig uforståeligt komplicerede. De kræver ild, mad, sex, ukrudt og anerkendelse – så elsker de dig, som var det første gang. For en stund. Hurra for mandehulen – alle burde have deres egen. Nørden har især brug for sin mandehule nu, efter en absurd miniferie i backgammon-universet med mig, hvor jeg har presset ham helt i bund på alle tænkelige måder.

Når alt kommer til alt, er han min livs kærlighed. Og der er intet, jeg kan stille op. Måske vidste jeg det første gang, jeg så ind i de isblå øjne. Kærlighed ved første blik? I don’t fucking know. Men noget skete i mig. Vi var begge gift, i gang med andre liv. Det var uskyldigt, og livet gik videre. Alligevel var der en elektricitet, noget usynligt, men ladet. En genklang. Nu er vi hinandens. Og der er ikke noget at gøre.

Men hvem er det, der nærmer sig?

En måneprinsesse mod en solkonge som dig – smelter I to sammen? (Solkongen, v/ The Minds of 99)

Vores forhold føltes som at komme hjem til et sted, jeg ikke vidste, jeg havde længtes efter. Aldrig har jeg følt mig så blottet, så lille, så usikker – og samtidig elsket helt ind i sjælen. Vores kærlighed er universel, dyb, forløsende – men også krænkende. Nok mest for mig, men jeg ved, at jeg også sætter ham på prøve. Han er ikke vant til, at andre mennesker – læs: kvinder – kan matche ham intellektuelt. Han er vant til at bestemme farten, sætte dagsordenen, være andre overlegen og blive tilbedt, hvor end han går – ingen sætter spørgsmålstegn ved enebarnet  Det kan være svært at møde sin ligekvinde. I ham møder jeg igen og igen min fars skyggesider. Samtidig konfronteres jeg med hans utilnærmelighed – en lukkethed, jeg ikke ved, om stammer fra hans forliste ægteskab eller bare er en del af ham. Hans hjerte føles som et rum, jeg ikke må træde ind i. Han åbner kun døren ved særlige lejligheder – og lukker den helt, hvis jeg forsøger at komme nærmere.

Mig: “Du har den dejligste pik i verden.”
Ham: “Du elsker bare pik.”
Mig: “Du er mit livs kærlighed.”
Ham: “Du er dejlig, skat.”

Mærke det? – Det kan jeg. Sjælefornedrelsen. Den dybe forlegenhed, der kravler helt ned i maven og brænder i sjælen. Du ved, hvad fuck jeg taler om. Det øjeblik, hvor kærlighed bliver pinligt og akavet. Hvor min længsel vendes imod mig – som noget flovt, for meget, for desperat.

Hvor kærlighedsgaven – givet i umiddelbarhed, i varme klare farver, båret af skønhed og tro – bliver kastet tilbage i et blegt, koldt, blålilla realistisk lys. Et lys, der ikke skåner. Der flår. Der viser alt frem, som det virkelig er – den ubarmhjertige sandhed. Det sønderriver mig – ikke på én gang, men stykke for blodigt stykke. Og det værste? Det er mig selv, jeg ser. Fra min værste vinkel. Hver gang jeg prøver igen, sker det samme: Min kærlighed bliver til min ydmygelse.

Et spejl forvandler mig til en gusten karikatur af mig selv – desperate, skinnende og bedende øjne med dybe sorte rander under. Læbestiften tværet ud – som efter en omgang alkoholdrukket-jeg-følger-bare-mit-hjerte-sex, med løfter i luften om noget ægte. Men det ender altid i den samme larmende tavshed, når forløsningen er kommet, og realiteterne banker på. Prinsessen kunne have danset i måneskin, forelsket og lykkelig – men i stedet ender det med en indre rungende, usagt sætning... jeg må hellere gå hjem. Til mig selv. Tamt. Skuffende. Opslidende.

Med hæle, der klikker mod fliserne som ekkoet af en ynkelig 40-årig kvinde, der endnu engang har håbet for meget og fået for lidt.
Jeg vil giftes med ham – ja, i kærlighed. Men også som et fucking ultimatum. En vedtægt i mit værdigrundlag. En klokkeklar §1 i det firma, der hedder Med Røde Læber ApS: At have én ægtemand, jeg kan blive gammel med og stole på. En mand, der tager sig af mig – og som jeg tager mig af.

Symbolikken.
Forpligtelsen.
Formaliteten.
Rettighederne.
Ringen.

For mig – og hele verden – vil jeg VÆLGES. Ja, det er tonsvis af utryg tilknytningsstrategi nedenunder. Det ved jeg fucking godt.
Men vil jeg lave om på det? NO FUCKING WAY.

Men for Nørden bliver mit ønske straks en kampplads, en konkurrence i stædighed. Ikke fordi det handler om ægteskab – men fordi jeg vil noget. Som om længsel i sig selv er farligt. Han er min modspiller og medspiller, men nægter at kaste terningerne sammen med mig. Mit kast – seks og seks, en drømmeåbning – han efterlader hans brikker urørte. Han tror, det handler om at vinde. Om at holde sine brikker tæt. Men der er ingen fjende her. Bare os. Ved det samme bræt. Med mulighed for at dele kastet. Hans stædighed er en mur. Hver gang jeg rækker ud, slår han mig tilbage med et køligt træk. Han tror, han træner mig til at holde op med at ville, men han ser ikke, at hans eget spil smuldrer – her findes ikke mulighed for sejr med bagspil. Med hver nægtelse risikerer han at tabe – ikke bare mig, men chancen for noget større. En familie og en sensommer i livet sammen. Hvis han ikke åbner sin hjertedør, spiller med mig og tager chancen med ægteskab, vil brættet pludselig stå tomt. Er det et bet, han vil gamble med? Jeg ved det ærligt talt ikke. Han er det mest stædige menneske, jeg nogensinde har mødt. Alligevel tilbeder jeg idioten med alt, hvad jeg har. What the fuck is wrong with me. 

Han har dog idealer. Små drømme, der spirer. Om en vild-med-vilje-have – nok mest for at legitimere sin dovenskab. Men det er en drøm. Og en smuk en. Jeg siger: “Skat, når vi får vores eget hus, får vi høns og vild med vilje. Hele pakken.” det er også min drøm. Men han vil ikke tale om i morgen – endsige resten af vores liv. Drømmen om ægteskab, fælles hjem, fremtid – den føles så fjern, at tårerne triller. Stille ned ad mine kinder. Ind i min mund. De smager af bitter salt og hjertesorger, mens jeg skriver det her.

Sandheden er: Han er ikke klar. Ikke til fremtiden. Ikke til haven. Ikke til huset. Ikke til mig som kone. Hvad han vil, er uklart – ikke kun for mig, men også for ham selv. Han vil helst bare være i et uafklaret, ansvarsløst og forpligtelsesløst “nu” og italesætter det som det smukkeste i verden. Så jeg holder fast i det eneste, jeg kan: mig selv. Blottet og grim i fluorescerende lys. Men jeg vakler ikke. Jeg spiller videre. Måske bliver han aldrig klar. Det vil den nærmeste fremtid vise. Men én ting er sikker: Jeg er ikke hende-man-bare-kneppede-i-beruselses-lys-på-et-værtshus. Ikke en trøsteprimadonna i andres kærligheds-efterskælv. Jeg er en badass måneprinsesse. Med røde, varme læber. Rødt hår. Et vildt hjerte og krav om ægthed. Jeg er det blik, man husker, længe efter festen er slut. Jeg er en Dark and Stormy ved solopgang – sød, stærk og berusende. Et romantisk skæbnemøde, man kun er så heldig at ramme én gang i livet. Alt andet end leverpostej og gråvejr.

Hvis han ikke kan se det, er det hans brikker, der danser selvvalgt på baren, mens min prime holder skansen – og jeg spiller videre. For at vinde livets spil – ikke en eller anden sølle stædighedskonkurrence. Stadig klar til det store slag. Ja, det er fucking kompliceret, kan du se det? Fyldt med kontraster og modsætninger. Mange dage kan jeg sgu ikke engang selv finde ud af det.

Hvis du ikke forstår, hvorfor jeg er sammen med Nørden, gør du det nu. Hvis du ikke forstår, hvorfor jeg spider ham med ord, så nyd showet – det er kærlighed, med hjerteblod dryppende fra pennen. Og hvis du stadig ikke forstår, hvad jeg vil med ham… fair nok. Det gør jeg heller ikke altid.

Tilbage til gerningsstedet… I hjørnet står kikkerten, klar til fjorden, fuglene – eller naboernes næste voksenklovnekostume-orgie. Ja, du hørte rigtigt. Hr. og Fru Svendsen, i matchende mørkeblåt, bruger al deres tid på at lave om på hus og have, fordi de kan. For mange penge. For få begrænsninger. Min tese? Sex-orkiefester – fordi de keder sig. Jeg har selv set en “100%-knaldning”-silhuet hen over deres oplyste billardbord. Måske en ung luder, en Tinder-opsamling eller genboen med det brede smil. Min fantasi er ikke kræsen.

Deres rum er altid oplyst, som om de vil have, vi ser. Jeg forestiller mig middagsselskaber som en Hedegaard-inspireret fusion af rollespil, Tantrafredag og rigmandskedsomhed: silkemasker, latex, skålen over gasgrillen. Jeg ved kun, at de får besøg af en voksenklovn i dametøj. Deres fester er højlydte, rødvinsvåde og varer til langt ud på natten. Resten er gætterier. Eller dagdrømme. Naboen inviterede mig engang med til festen. Alene. Nørden var ikke inkluderet. Pudsigt, ikke? Jeg er fristet i fantasien – for oplevelsens skyld. Den pæne pige i mig siger nej. Men hun smiler hemmeligt, som kun kvinder over 40 gør, når de ved, de har magten til at vælge.

Fantasien er bedre end virkeligheden: overklasse-bearnaise-bøf-vom, Måneskin på playlisten, rødvinspik, der dufter af ego og midtvejskrise. En tam to-minutters præstation fra en selvfed gris, lettet over at slippe for samtale. Klichéerne om overklassemænd – på den anden side af hækken lever i bedste velgående. Konen - spiller naturligvis sin rolle? Hun kigger på eller væk – og får også sit magttrip. Nej tak herfra. Høfligt. Men bestemt. Men jeg morer mig over tanken om at være hans seksuelle overkvinde – min indre sirene er for vild, og han ved det.

Måske har han kigget ind ad vores vinduer, mens Nørden tager min lækre 40-års-krop på spisebordet, i hofteholdere. Jeg ved, jeg er fucking fræk og det gør naboen tydeligvis også. Bagefter ligger jeg på knæ og tager nørdens pik i munden, og jeg fryder mig over maskuliniteten i hans øjne – blikket i ekstase: nydelse, stolthed, mandlighed. Det er liderlighed værd at forfølge. JA tak.

Ikke flere sidehistorier. Scenen er sat, og du er – som sagt – inviteret indenfor. Velkommen til min groteske, ærlige, liderlige saga. Ikke Horton-sagen – men tæt på. Min indre Dexter klapper i hjørnet - klar. Som i enhver seriemorderfortælling kommer du til at holde lidt med monsteret. Måske endda elske det. Der er altid en grund til, at Dexter dræber. Ligesom der er en grund til, at jeg skriver. Hævn i hjertet. Håb i pennen. Håndelag i hver sætning. Fortalt af et patetisk, poetisk, pågående kvindemenneske, der nægter at holde kæft – og skærer sig selv op, lag for lag. Fordærvet. Frydefuldt. Feberdrømmende.

Der bliver blod. Der bliver sandhed. Der bliver latter. Gør dig klar. Vi skal til backgammonland – nørdernes paradis, skæbnernes holdeplads, hvor kærlighed og løgne ruller side om side.

Brættet er blodigt. Næste kast er mit. 

Du har lyttet til første afsnit af Med røde læber i ludomanernes tempel – et spil om backgammon, kærlighed, begær og de tab, der gør os levende.
Jeg håber, du har mærket pulsen, skammen, latteren – og måske lidt af dig selv.
Det her var kun begyndelsen.

Følg med – næste afsnit venter lige rundt om hjørnet, med flere dobbeltterninger, flere sandheder og flere af de slags kys, der både heler og flår dig op indefra.
Vi spiller videre – og det bliver ikke kønt.
Men ærligt. Og levende.
Med røde læber, selvfølgelig.