Med røde læber i Fogedretten

Lyt til Med røde løber i fodgetretten på Spotify - Tryk her Dansk udgave & Engelsk udgave

Forord: En begyndelse i kaos

Jeg vågnede den morgen med ondt i nakken og en vag fornemmelse af, at noget var galt. Det var det også. Et par timer senere stod jeg i Fogedretten – med grønne firkløvere i ørerne, røde læber og en følelse af at være hovedpersonen i en absurd socialrealistisk komedie.

Mit navn er Christina Helena Lehrmann, og dette er min historie, fortalt ud fra min sandhed. Det er ikke bare en fortælling om økonomisk kollaps og mødet med systemet. Det er det første værk i en serie om at genopfinde sig selv efter de 40. Om skilsmisse, mænd og sex. Om at være fucking liderlig og stadig tro på kærlighed.

Det handler om at være kvinde, selvstændig, kollega, søster, papmor og datter – og midt i det hele finde en version af sig selv, der ikke længere gider please, undskylde eller bære på andres lort. Det handler også om barndom. Om at vokse op med et voldsomt ophav, om at bryde den sociale arv med stiletterne plantet i virkeligheden og værdigheden balanceret på en knivsæg af galgenhumor.

Velkommen til en fortælling, der rummer vrede og varme, latter og skam, styrke og sårbarhed. Fortalt med hjertet uden på tøjet og blikket rettet fremad – mod noget nyt. Med røde læber i Fogedretten er begyndelsen. Det bliver vildere. Det bliver værre. Og vigtigere. Og herfra går det kun én vej. Op.

Der er dage, hvor man må ud

Og lede efter ord

Uden for lands lov og ret

Der er dage, hvor regnen slår

Som små syrlige drops

Og hele verden læner sig

Så langt ned, at den eneste vej

Er op

(Ref. sangen “Op” – Claus Hempler)

Kapitel 1: Fogedrettens brune døre

Jeg vidste ikke, det ville ende dér – den morgen, jeg vågnede med ondt i nakken. Så var jeg sgu nok bare blevet liggende. I et institutionaliseret rum med brune, ensformige døre, der ligner noget, man kunne gå forkert ind ad og ende på tvangsafvænning for et misbrug, man ikke anede, man havde.

Døre, der gemmer på tragiske menneskeskæbner, livslange afdragsordninger og magtliderlige systemryttere bevæbnet med lommeregnere og et velbevaret gudekompleks, som dækker over deres egen talentløse, ubrugelige eksistens. Et magttyranni forklædt som offentlig service, hvor mennesket bankes på plads med myndighedssprog og venlige nik – og tildeles sin plads i køen, hierarkiet, livet.

For at slå det helt fast: Hvis du ikke har lært det hjemmefra, skal du nok få det lært her. Eller – de skal nok vise dig, at du aldrig lærte det. Udstille det. Og sørge for, at du bliver lige dér – helt nederst. Hvor der kun er én vej. Og det er op.

Og her står jeg så. Af alle mennesker. I en situation, jeg med kirurgisk præcision har forsøgt at designe mig ud af, siden jeg var barn. Strategisk. Kalkuleret. Kontrolleret. Med noter, flid og tilpasningsevne som overlevelsesstrategi. Jeg har kæmpet hele livet for at undgå lige præcis dette scenarie – og nu stirrer det mig direkte i øjnene. Som Dødens gab. Med dårlig belysning og blanke gulve.

Jeg står dér. Med grønne firkløvere i ørerne, røde læber og et tappert forsøg på ikke at gå i opløsning. Endnu en runde af ydmygelse og selvfornedrelse – som de seneste to år har smidt i hovedet på mig som en fucking realityserie, jeg ikke har meldt mig til.

På begge sider af rummet: Mennesker, der enten er knækket af systemet – eller er blevet systemet. Og jeg? Jeg er en del af det. På den forkerte side, vel at mærke. Jeg kan mærke det helt fysisk – hvordan værdighed, selvrespekt og kampgejst bliver suget ud af mig. Af de brune døre. De T-formede borde. Og de mennesker, hvis livsmission tilsyneladende er at udmåle ydmygelse med millimeterpræcision og neutral stemmeføring.

Men måske vidste jeg det godt. For nogle gange møder man ikke bare systemet – man møder sig selv. Og fuck, hvor har jeg mødt mig selv, siden jeg fyldte 40. I fluorescerende lys og myndighedssprog. Ude af stand til at bevare værdigheden – men jeg prøver. Jeg prøver med læbestift, lidt mascara og en indre dialog, der svinger mellem galgenhumor og stille desperation.

Det begyndte med et hold i nakken. Og det endte med en straksoverførsel og et meget fast håndtryk fra en emsig, magtsyg – men på overfladen venlig – dame med kommunefarvet hår og et blik, der siger: Vi har alle vores hobbyer. Min er magt.

Kapitel 2: En lille idiot med store følelser

Du kender det godt, ikke? Nogle morgener vågneder man bare og ved – okay, det her bliver én af de dage… Jeg vågnede præcis sådan denne mandag morgen. Efter endnu en opslidende dag og en weekend, der endnu engang kulminerede i følelsesmæssig boksekamp med min elskede Nørd – hans lukkede, utilgængelige hjerte.

Jeg – ligesom så mange andre kvinder – i evig jagt på den store kærlighed og følelsen af at være elsket, tænker selvfølgelig: Det dér? Den følelsesmæssigt utilgængelige mand? Perfekt. Lige hvad jeg mangler i mit liv. En udfordring. Yes. Den tager jeg da. Som om jeg ikke havde nok at forholde mig til i forvejen. Men så føler jeg, at jeg udretter noget. Er noget. Kan noget.

Klassisk utryg tilknytningsmønster (har jeg læst mig til – et sted mellem selvhjælpsbøger og sammenbrud). Jeg er selvfølgelig et produkt af en barndom, hvor utryghed og afsavn var baseline. Hvor tryghed findes i kampen – ikke i kærligheden. JEG VED DET FUCKING GODT. Og alligevel...

Som den lille idiot, jeg er, tænker jeg: Jeg kan godt åbne ham. Hans hjerte. Det er lige mig, han mangler for at blive lykkelig. Hvor indbildsk kan man være? Men den tager vi lige en anden dag.

Jeg er bare så træt. Så mentalt udmattet… Jeg kunne sove i et år. For at citere Guldrengen, en af mine poetiske store helte, når det kommer til at udfolde det danske sprog anno 2025.

Jeg havde faktisk sovet siden kl. 19 aftenen før (søndag) – fuldstændig færdig. Kamp-opbrugt. Slidt op af et følelsesmæssigt Vesterhav på en stormfuld efterårsdag. Opgivende for en stund, ja – men faktisk også ret afklaret. Det er dér, søvnen når mig rigtigt: når der er afklaring indeni. Så kan jeg sove. Og det havde jeg gjort.

Jeg vågner kl. 7. Princippet om aldrig at bruge vækkeur holder næsten altid – jeg er, uden at prale (jo, lidt), en slags menneskeligt atomur. Jeg kan stort set altid fortælle dig, hvad klokken er, uden at se på uret. En skill, jeg har forfinet gennem årevis med indre stress, overansvar og en grundangst for at komme for sent. Det er som om, min krop har installeret et indbygget kom-nu-for-helvede-modul et sted mellem hypofysen og navlen.

Jeg vågner. Altid. Præcist. Som en schweizisk mor med overblik og uro i maven. Det er faktisk det tætteste, jeg kommer på en superkraft.

Lyden af det rumsterende duepar uden for vinduet får mig til at dreje hovedet for at se, hvad fanden de har gang i. De kalder sikkert, når jeg at tænke – og KLIK – jeg mærker det med det samme. Nakken har sat sig fast. Ja, du har prøvet det. Det har de fleste. Du kan knap nok røre dig. Alt er stift og ømt. Du prøver at dreje hovedet lidt – får et stød. Prøver igen, mere stædigt. Et skarpere jag. Uhhh nej. Tilbage til udgangspunktet i sikkerhed for smerte og ubehag.

Fuck. Det sker bare ikke…

Kapitel 3: Multitasking med røv og værdighed

Men prøv lige at hør – jeg skal jo. Og det hold i nakken skal kraftedme ikke ødelægge min dag. Jeg kantede mig ud af sengen og tænkte: Et varmt bad må da kunne løsne det her. Kroppen føltes som ét stort nej. Og det er jo ikke, fordi kroppen ikke har sine grunde.

Jeg faldt for fanden ned ad trappen for et par uger siden, og siden har det været op ad bakke. Det er så nederen at blive over 40.

Det skete på mit lille kontor. En lørdag. Midt i kundemyldretid. Jonglerende med en kasse og en kjole over den ene arm – og en telefon og en nydampet kjole i den anden. (Don’t ask.) Foden glider. Og i det sekund alt går i slowmotion, ved jeg bare: Nu sker det.

Først erkendelsen – jeg når lige at tænke FUCK. Så: BUMP – røven rammer trappen, og et varmt stød skyder op gennem kroppen. Jeg prøver at afværge med armen – instinktivt strækker jeg hånden ned for at tage fra. Knald. Hånden rammer kanten af trappen. Og nu lammer smerten hånden i stedet for røven.

Ja ja, så kan man da også multitaske.

Jeg rejste mig langsomt. Tårerne pressede sig på, og det var lige før, selvmedlidenheden overmandede mig og lagde mig ned. Bare et kort øjeblik havde jeg lyst til det – at smide mig i fosterstilling som en lille hysterisk femårig pige. Krybe sammen som et nøgent egern og bare tude. Bare ét lille break.

Jeg havde brug for en fysisk undskyldning for netop dét – bare at give slip og hyle. Krænge mit inderste ud. Det ville være forløsende – og lysten river i min krop. Det er faktisk nærmest et fysisk fænomen. Jeg kan mærke eftergivelsen, den der forløsning, som kun kommer, når man har hylet alt sin frustration ud. For det trængte jeg til. Gud, hvor jeg trængte til det.

Men næh. Jeg rettede mig op. KOM NU, siger jeg højt til mig selv – med det dér lidt anstrengte tonefald, som kun folk med alt for meget ansvar og alt for lidt ro bruger.

Der er mennesker, der venter på mig – kunder. Og min mor. Hun står alene i butikken. En lørdag. Fyldt til randen med lørdags-mennesker. (En helt særlig race – du ved, den fortravlede mor med to forkælede unger på slæb. Mor har en idé om noget klassisk og prinsesseagtigt, gerne i navyblå. Pigerne har deres helt egen TikTok-dagsorden – jo mere nedringet og bar mave, jo bedre.)

Vi driver en butik, ja. Men mest af alt en scene, hvor kvinder finder tilbage til sig selv – med tyl, glimmer og et “fuck det”-blik i spejlet. Velkommen til Lili-Marleen. Der hvor prøverummet er det nye terapi-rum. En slags Aladdins hule møder high tea på Oxford Street. Med glimmer. Og et nik til alt det, kvinder ikke må være.

Hos os handler det sjældent om, hvad du mangler. Det handler om, hvad du troede, du havde vokset dig fra – eller aldrig havde modet til. Indtil nu. Butikken bugner af tyl, glitter og vintageinspireret galskab, og i hjørnerne lurer de ting, ingen rationelt har brug for, men som alligevel får dig til at tænke: Hvorfor ikke? Satin-handsker. Tiaraer. Et strutskørt i leopard. Du ved, det mest nødvendige unødvendige.

Det er ikke unormalt, at kvinder i alle aldre render halvnøgne rundt i prøverummene, giver hinanden ærlige råd og hepper højlydt på en fremmed, der lige har sagt “jeg føler mig fandme flot”. Vi har to af den slags steder – i Roskilde og Vejle – og vores mission er enkel: At hjælpe kvinder med at tage plads. Ikke på den underspillede “jeg blender pænt ind”-måde. Mere på den “fuck det, jeg tager den med slæb og pailletter”-måde.

Her er hverken hængebryster, taljeproblemer eller lidt til gården og gaden nogen hæmsko. Tværtimod. Vi dyrker rigtige kvinder – dem, der har levet, elsket, knoklet og stadig gider læbestift. Og spejlbilledet? Det smiler. Lidt skævt. Lidt klogere. Og en hel del bredere end da du kom ind.

Men lige dér, foran spejlet, opstår også noget andet. Ikke bare forvandling – men friktion. For selvom glimmer samler, så splitter snittet. Og prøverummet bliver hurtigt slagmark for generationskonflikter med høje stemmer, lavt selvværd og et utal af uforløste mor-datter-dynamikker.

Det er altid lørdag, de små hverdagsdramaer folder sig ud i prøverummene. Store forhandlingsmæglingssessioner med tårer, teenagekonflikter og et prøverum, hvor hele butikken skal prøves. Efter to timer i mentalt kaos forlades det som en krigszone, hvor alle flygter for overlevelse – og vi står tilbage som FN-agenter og prøver at skabe orden i kaos.

Og min mor står dér midt i det hele – med sine skrøbelige skuldre og et overmenneskeligt forsøg på at opretholde ro, service og værdighed. Hun regner med mig. Jeg står med en brudekjole, som jeg lige har dampet. Bruden skal på polterabend om lidt, og det hele afhænger åbenbart af, hvor hurtigt jeg kan få kjolen leveret, finde strømpebåndet og redde endnu et livsdrama.

For mit indre ser jeg min mor dér midt i butikken. Den dér lidt slidte, men stædige version af hende. Omgivet af grådige, behovssultne kvinder – et prøverum fyldt med løver. Glubske, sultne løvinder, der kaster sig over det nyslagtede får – aka den nyeste kjolelevering – som var vi i zoologisk have. Og dér står min mor. Midt i flokken. Med elastiksmil og dampsved under armene. Forsøger desperat at fordele kødet (kjolerne) nogenlunde ligeligt.

Så jo. Jeg rystede det af mig og løb videre. Sådan et lille fald skal ikke slå mig ud. Det her skal løbes væk, messer jeg til mig selv – manisk, nærmest som et krigsråb – og så fandt jeg styrke i at spurte gennem gågaden. Haltende. Overophedet. Men beslutsom. En tapper kæmper på mission for at redde dagen. Mor fra løverne. Og lidt værdighed.

Jeg ignorerede smerten og følte mig faktisk ret tapper og modig – mens jeg løb der. Forbi de mange mennesker på lørdags-hygge-shopping i Roskilde, der må have set denne lille, vilde, rødhårede kvinde komme løbende med alt for meget i hænderne og et blik som en actionhelt på sidste chance.

Det må have været et syn for guder med hang til sort komik. Jeg havde lige klaret et styrt, overlevet et næsten mentalt sammenbrud – klassisk mig. I WILL SURVIVE. Om end lidt mere haltende end spurtende.

Selvfølgelig... så kom straffen. Snigende. Senere den aften. Som en p-bøde, man ved kommer. Det er bare et spørgsmål om tid. Den der dunkende, irriterende, insisterende smerte i ryggen, der bare nægter at give slip. 2–3 uger nu med “min røv møder trappen”-edition. En gave, der bliver ved med at give.

Kapitel 4: En krops hukommelse af sult og tempo

Jeg tror helt ærligt, jeg nogle gange har så travlt og så meget i hovedet, at jeg ikke aner, hvad min krop laver. Den er ligesom ikke koordineret. Den prøver faktisk at sige noget. Den råber: STOP – tag det roligt! Men jeg er allerede tre skridt foran. Jeg hører det ikke. Jeg falder over mine egne ben, vælter ting, spilder kaffe ned ad mig selv. Eller andre. Sådan har det været hele mit liv. Jeg ville igen gerne skyde skylden på min barndom, men helt ærligt – det skal man nok længere ud på landet med. Det er sgu nok et personlighedstræk.

Jeg spiser også sådan. Hurtigt. Kaotisk. Usammenhængende. Som om det er sidste gang, jeg får mad. Jeg har hørt det hele mit liv: “Tag det roligt, du sluger jo maden!” – sagt med et kærligt, men let bekymret tonefald. Folk, der kender mig, siger det formanende. Folk, der ikke gør, siger det med et lille smil og spørger undrende: “Tror du, der er nogen, der tager maden fra dig?” De siger det, som om det er det mest absurde i verden. Som en joke. Som noget, vi alle kan grine af. Men de aner ikke, hvad fuck de taler om. Dem, der har prøvet at sulte – de ved, hvad jeg mener. Det er en indsigt, vi, der har sultet, kun rigtig forstår. En virkelighed, der aldrig slipper sit tag i sjælen.

Det sidder i kroppen. Det lurer bag ved hvert måltid. Mellem bid og pause. Mellem tyg og synk. Balancen mellem nydelse og frygten for, at det kan forsvinde når som helst. Det er derfor, jeg skal koncentrere mig for at sætte tempoet ned. For at nyde det. Angsten for ikke at få er blevet en vane. En fucked up habitus. At spise i lyntempo. Både fordi jeg skal videre. Jeg har ikke tid. Jeg må skynde mig.

Det skal bare overstås – helst inden nogen tager det fra mig. Men også… ja, jeg siger det, som det er: Fordi jeg inderst inde stadig tror, at nogen kan tage maden fra mig – helt fysisk er jeg altid på vagt. Som om der når som helst kan træde en voksen ind i rummet og sige: “STOP, unge dame. Den tallerken tager jeg.” For det har jeg prøvet. Op til flere gange. En passende udmålt straf, hvis man spørger min far. Plantningen af et ondskabsfuldt frø i min underbevidsthed, jeg nok aldrig kommer helt af med. Og så sidder jeg dér. Med store, våde øjne. Jamen... det er min mad. Og jeg er sulten. Det sidder i mig. Rigtig dybt.

Kapitel 5: Søvn, strategier og selvmordsfrø

Tilbage til min morgen. Det varme brusebad hjalp faktisk lidt. Både på ryggen. Og på humøret. Der har været mere kampånd i mig på det sidste – hvis man overhovedet kan kalde det dét. Men først var det slemt. Rigtig slemt. Sådan sus-i-maven og en knude-så-stor-i-brystet-at-du-tror-du-ikke-kan-trække-vejret slemt. Det, jeg frygtede allermest, materialiserede sig med næsten dokumentarisk præcision. Det begyndte, da det for alvor gik op for mig, at konkursen ikke længere bare var en mulighed – men en realitet. En stille, snigende erkendelse, der først satte sig i kroppen – og så i hovedet.

Først så jeg det hele smuldre. Som sand mellem fingrene. Man prøver at holde fast. Men det glider bare. Og jeg stod dér – ude af stand til at samle det op. I den periode vekslede jeg mellem gråd og overkompensation, stress og sammenbrud. For der er ikke noget, der hedder at give op. Ikke når det kommer til min søster, Marilyn. For hende ville jeg vandre nøgen jorden rundt på bare tæer.

Men noget vendte i mig, da vi lavede en plan. Jeg kunne holde det hele lidt mere ud i strakt arm – kunne endda grine af min egen inkompetence og uduelighed. En pyt-knap dukkede op et sted inde i mig. Nok mest fordi alt det andet simpelthen er for hårdt i længden. Man kan ikke leve i konstant alarmberedskab. Nu er der en plan. En struktur. Og den – mirakuløst – ser ud til at virke. Der er en vej nu. Og det giver mig ro. Det gør hele forskellen. Vi mangler bare... en underskrift. Så kører det. Nyt firma. Nye strukturer. Mere frihed til mig.

Man siger, der ikke sker noget uden en grund – og selvom jeg normalt ville rulle med øjnene og mumle noget om new age-bullshit, så… måske alligevel. For jeg kan mærke, at noget af ansvaret letter fra mine skuldre, når vi er flere om det. Bare det, at vi er flere – ikke kun mig og mit overansvarlige ego. Det betyder, at jeg – mirakuløst – begynder at få fokus nok til rent faktisk at gå mine egne veje. Så det hele ikke konstant handler om gaven til Marilyn, nyeste katastrofeoprydning eller endnu et Excel-ark med kriseplaner.

Bogen her… Den er en del af det, jeg har drømt om at skrive hele mit liv. Men der har bare – lad os være ærlige – aldrig rigtig været plads. Sporadisk, ja. Små glimt af skriveånd og hellige stunder mellem kaos og kaffekriser. Det kan være, det kommer nu, at overskuddet finder indpas, det håber jeg. Jeg kan mærke det som et lille forår i maven. Det spirer. Presser sig på. Det kan ikke holdes nede – det vil ud. Mærkeligt nok er det midt i kaosset – i konkursen, trætheden og den juridiske ydmygelsesparade – at døren åbner. For dét, jeg har længtes efter.

Hvad var det dog der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det,

den første dag i marts…

(Ref. Kaj Munk 1943)

Det er sådan, det føles. Som om noget, jeg troede var dødt, alligevel nikker med silkeblåt flor midt i gruset. Og ja – Skifteretten venter stadig. Den offentlige ydmygelse. Jeg ved det godt. Det skal gennemleves. Men nu med en lille, blå anemone i brystet – og den vugger stædigt i den sjællandske muld.

Det føles derfor anderledes nu. Min kampånd er tilbage. Fordi noget begynder at løsne sig. I virksomheden. I mig. Mit livsværk lever endnu. Endnu vigtigere – min gave til Marilyn. Og – i mit storhedsvanvid – også en gave til alle danske kvinder. Fordi vores univers er unikt. Fyldt med kvindepower, skaberkraft og sammenhold. Det fortjener at overleve. Det skal overleve.

Nu kan jeg kæmpe konstruktivt. For at genopbygge. For at sikre, at hendes gave – og gaven til os alle – kan leve videre. For at få en plan. Jeg har ikke kæmpet alene – men det føles ofte sådan. Ensomt. Rå-ensomt.

Det har ærligt talt kostet mig næsten al min livsånd. Jeg har aldrig tænkt på selvmord før. Men i den her periode strejfede tanken mig. For allerførste gang. Okay. Kortvarigt. Men alligevel. Og det skræmmer mig mere, end jeg vil indrømme.

Kapitel 6: Konventum og genopdaget værdighed

Jeg var lige kommet hjem fra en uge på Konventum, hvor jeg underviser som freelancer – primært i at bruge den digitale verden og skrive godt og stærkt i alle mulige sammenhænge for fagbevægelsen. Jeg har undervist der i otte år nu – og jeg elsker det. Konventum. Jeg føler mig hjemme dér. Som en slags prinsesse med Prezi og kaffe på kanden. Vært, udvikler, underviser og menneske i ét.

Det er ét af de få steder, hvor jeg får lov at folde hele mig ud – både fagligt og personligt – og så får jeg ovenikøbet en ordentlig hyre. Hvor alle mine kompetencer ikke bare bliver brugt, men set. Mærket. Anerkendt. – og så er det udenfor virksomheden – dette er bare for mig og det kan noget.

Jeg bliver både udfordret og beundret på én gang – og det gør noget ved mig. På den gode måde. Det giver mig energi. Retning. Og en følelse af, at jeg faktisk dur til noget. Konventum er mit zen-sted. Et sted, hvor tankerne falder på plads, og hvor jeg – på mærkelig vis – altid finder afklaring på livets store spørgsmål. Deroppe sker der noget. Der bliver jeg den bedste udgave af mig selv.

Jeg havde knoklet røven ud af bukserne – og det virkede. Jeg havde gjort en fucking god indsats! BAD ASS BUSINESS WOMAN – med styr på sit shit. Og det blev set. Kursisterne. Ledelsen. Kollegaerne. De kvitterede. Flere opgaver i tasken. Gode anmeldelser. Nye erfaringer. Små sejre. Og jeg… Jeg begyndte faktisk at føle mig som et menneske igen.

Et menneske med værdi. Med retning. Med respekt for sig selv. Som én, der dur til noget. Som én, der har en vej. En plan.

Jeg har altid haft brug for en vej. Et mål. En plan. Ellers begynder mit indre kompas at snurre ukontrollerbart, og jeg mister mig selv til ligegyldighed. Selv når det hele så håbløst ud, har jeg aflæst retningen. Tydet og aflæst signalerne. Set støvet gennem sprækkerne og fulgt lyset, når det brød igennem. Evnen til at aflæse – mennesker, stemninger, situationer – har altid været der. En fødselsgave fra min far. Et tveægget sværd. En gave og en forbandelse i ét.

Et klassisk alkoholikerbarn-træk: Evnen til at registrere alt, før det eksploderer. At være på forkant med kaos. Det kompas er mit anker. Mit pålidelige GPS-signal i stormvejr. Det har guidet mig væk fra den sociale arv og den manglende kulturelle kapital – hen mod noget, der ligner frihed og handlemuligheder. Noget med retning. Mening. Og mulighed for at give det videre. Til Marilyn. Til mine børn.

Og okay… måske også med lidt glitter og punchlines undervejs. Som et gyldent kompas i en støvfyldt verden. Du ved, det dér fine, usynlige støv fra Det Gyldne Kompas – det, der kun bliver synligt i det rette lys, og som afslører, hvem vi egentlig er. Det har altid føltes som om, jeg navigerer i noget, kun jeg kan se. Mit eget kort. Mit eget støv. Og jeg har fulgt det – selv når andre bare så kaos.

Ja, jeg er da væltet et par gange – men så længe jeg har kunnet formulere en ny kurs, er jeg okay. Den eneste gang, jeg for alvor mistede kursen, var da jeg blev skilt. Det var ikke tabet af kærlighed – det var tabet af kontrol og retning, der ramte mig. Ingen vej. Ingen plan. Intetheden stod malet overalt, hvor jeg så.

Jeg sov nærmest ikke i et halvt år. Ikke på grund af sorg – men på grund af den manglende retning. Den manglende følelse af at have styring over mit eget liv. Det manglende holdepunkt. Det var den vildeste følelse … et tomrum. Et angstfyldt scenarie. Uden håb. Uden mening. Et levende mareridt.

Heldigvis var min søster der. Til at samle mig op – da intetheden fyldte allermest. Som i Den uendelige historie, hvor Måneprinsessen råber navnet ud i mørket, og verden langsomt begynder at genopstå. Et gyldent sandkort af gangen og nye veje tog form – og vi begyndte at finde fodfæste.

Vi samlede hinanden op i den periode. Aftener på sofaen med ligegyldige romcoms, min hjemmelavede mad og kaffe i rå mængder. Mens vi prøvede at tage os af os selv, hinanden – og vores tilsammen seks hjemmeboende børn. En slags partners in crime – med mørke rande under øjnene, sporadisk mascara og en sort humor, der reddede os igen og igen.

Fuck, Marilyn er sjov. Hun har den vildeste humor – sådan en, der får én til at sprutte af grin og få ondt i maven. Og hun har timing. Den mester jeg ikke på samme måde – og jeg beundrer hende for det. Vi luftdatede og grinede os halvt ihjel over latterlige dick-pics, skøre mandefetisher og kiksede, tamme Tinder-beskeder. Græd over, hvorfor der aldrig stod nogen lækre mænd i vores indkørsel og pinede efter os – sådan som de gør i serierne. Vi fik ligesom bare alle resterne serveret – jeg sukker, det kommer vi til. Dating efter de 40 er sku op ad bakke, kan jeg godt afsløre – men der er stof til tragisk komiske sjove episoder af min podcast/bog.

Min søster og jeg fandt tryghed i hinanden – som et gammelt ekko fra barndommen. Når alt var mørkt og utrygt, lagde jeg en rolig hånd på hendes ryg. En rytmisk nusning, som var vores kode for: “Det skal nok gå.” Hun fandt ro i at blive passet på. Jeg fandt styrke i at passe på. Vi holdt hinanden sammen – som vi altid har gjort.

Kapitel 7: Horoskop og martyrkort

Fuck ja, jeg læser ofte mit horoskop – indrøm det, du gør det også. Ja ja, jeg ved det godt. Jeg elsker den slags crap. Og ja, jeg tror på det. Eller… jeg vælger at tro på det. Nogle dage mere end andre. Jeg skammer mig ikke engang længere – jeg svælger nærmest i det. Det føles som at læse en komisk skæbnefortælling skrevet specifikt til mig: “Velkommen til dette liv. Du skal igennem alskens prøvelser, ydmygelser og følelsesmæssigt bullshirt – men bare rolig, det er alt sammen for at forme dig til en smuk, harmonisk sjæl, som, når du en dag dør, vil blive mødt med rosende ord fra selveste Skaberen og en form for åndeligt guldkort.” What’s not to like?

Men i mit horoskop står der altid det samme – og det rammer sgu plet hver gang: “Du skal lære at stå ved, hvem du er.” Og dér har vi så dén. For det er, som om universet igen og igen skal minde mig om, at et af mine helt store benspænd her i livet er min evne til konstant at gøre ting for andre. Fikse deres rod. Redde deres røv. Ordne deres følelsesmæssige skrald. Og stille mig selv i baggrunden som en slags emotionel rengøringskone.

Jeg ofrer mig selv uden at blinke. Lader andre få æren. Lader dem høste frugterne – mens jeg står tilbage med jorden under neglene og et lille “nå, pyt da” i halsen. Men hey – det står i stjernerne, ikke? Så det må jo give mening. En dag. Måske.

Nogle gange lykkes det faktisk. Øvelse gør mester – og alt det der livsbekræftende crap. Jeg fejrer de små sejre her. Hver gang jeg får sagt fra og bliver stående i mig selv, retter jeg ryggen som en slidt dronning, der stadig ved, hvordan man bærer en krone – selv når den er lavet af pap og selvbedrag. Det føles godt. Rigtigt.

Og ja ja, jeg indrømmer det gerne, helt uden skam (eller i hvert fald med strategisk placeret skamløshed): Martyrkortet og den indre brokker får også lov at komme med til festen. Når jeg virkelig folder mig ud som offer-gudinde i fuld figur – med tårevædet blik og vredesrynke – så får jeg da lige lov at ynke mig selv lidt ekstra og blive tilpas indigneret.

Det virker. Det gør noget. Og det ved jeg godt. Vi mennesker gør jo sjældent noget uden at få lidt payoff. En lille følelsesmæssig snack. Selvrefleksion kan også smage af salt og bitterhed. Men det betyder ikke, at man ikke arbejder med sig selv. Tværtimod.

Faktisk sagde jeg fra denne gang. Det gjorde jeg virkelig – med ægte voksenhed og overraskende ro – da jeg var på Konventum og stod midt i en klassisk “jeg-påtager-mig-lige-dette-dilemma-uden-at-få-noget-for-det”-situation. Den slags, man ellers plejer at kvæle i tavshed, kaffe og falsk smil. Men ikke denne gang. Denne gang greb jeg det, der var mit. Næsten uden at hyperventilere.

Noget, jeg har lovet mig selv at blive bedre til, efter jeg blev 40. Let er det fandeme ikke. Det er én af de dér ting, der virker simpelt i teorien – og næsten umuligt i praksis. For mig i hvert fald. Det ligger i mig som en default-indstilling: Lysten til at gøre noget for andre. Please. Glatte ud. Ofre mig selv – og føle en hemmelig glæde ved det. Men hey, så kan man da gå og føle sig som en martyr i stiletter.

Ok. Så det vil jeg gerne rense ud. Ikke fordi stjernerne siger det. Men fordi jeg bliver så vred. Og bitter. En rigtig bitterfisse indeni. Så går jeg og hader på jer andre stakkels mennesker og bruger ufattelige mængder energi på at føre indre samtaler, udtænke hævnaktioner og mentale handleplaner. Det er for lavt. Og det må stoppe. Jeg vil give frit – når jeg har lyst. Ikke fordi jeg føler, jeg skal for at være et godt menneske. For at legitimere, at jeg har en plads i verden. Det havde jeg lovet mig selv at arbejde seriøst med. Og jeg kan lige så godt sige det: Det går sgu ikke alt for godt.

Kapitel 8: Wasabi-Bent

Igen og igen oplever jeg, at jeg fejler i at stå ved mig selv – både professionelt og privat. Jeg får ikke indtaget min retmæssige plads, får ikke sagt fra, ikke taget æren for mine egne præstationer. Den ros og anerkendelse, der retteligt burde lande hos mig – både økonomisk og socialt – glider stille videre til andre.

Til gengæld mestrer jeg én disciplin til perfektion: den subtile kunst af passiv-aggressivitet i højeste potens. En kunstform, jeg efterhånden kunne undervise i. Især mandlige kollegaer virker til at have taget grundkurset i “ros-røveri” allerede i børnehaven – og finpudset deres teknik lige siden. Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan, men jeg begynder ærligt talt at tro, det er et fast modul, de får med i 5-6-årsalderen. Et slags “Snup æren og se vigtig ud”-forløb, som de gentager livet igennem og til sidst ender som små anerkendelses-stjælende mestertyve i voksenudgaven.

Et skoleeksempel på mit “jeg skal ikke tro, jeg er noget”-mønster gemmer sig i mit samarbejde med Bent – Bent IT-pik-hoved – en tidligere kollega fra AOF, hvor jeg underviste voksne ordblinde, talblinde og FVU. Eller Wasabi-Bent, som jeg senere døbte ham inde i mit hoved – og morede mig så meget over i årene efter, at jeg vist nok kom til at kalde ham det ved et sent eftermiddagsmøde. Der var vin involveret, kan jeg godt afsløre – og efter et glas eller to, med lidt for høj stemme og lidt for lav hæmning, gled det ligesom bare ud. Og da det først var sagt… kunne det ikke unsiges.

Han så på mig med et forvirret blik. Måske fangede han det, måske ikke – det er svært at sige, for Bent var svær at læse. Men i det sekund følte jeg mig afsløret. Helt nøgen. Som om han lige havde taget mig i at se fræk porno på arbejdscomputeren. Jeg rømmede mig, kiggede væk, mærkede varmen stige i kinderne og begyndte at tale videre. Hurtigt. Som om intet var hændt.

Jeg var en ung underviser – sådan en med ild i blikket, en dropboks fyldt til randen med idéer og tre-fire års erfaring, som jeg bar som en slags superkraft. Den slags kraft, kun nye lærere uden for mange nederlag i bagagen kan præstere.

Bent derimod… Bent var erfaren. En ældre herre. En lille, tæt mand med en permanent sammenbidt mund og et blik, der antydede, at han havde været småfornærmet siden 1993. Han smilede sjældent. Og når han gjorde, var det som regel, når han talte om sig selv. Eller sit arbejde. Helst begge dele. Han gik virkelig op i IT. Som i: tidligere IT-medarbejder med alt for mange gule foldere og egne designede farvekoder.

Nu var han underviser – mest fordi IT ikke længere var rentabelt. Så han tænkte vel: Det er easy. Det kaster jeg mig lige over. Med den dér arrogance over for undervisning, som mange autodidakte mænd bærer – som om vores faglighed bare er pynt, og lærergerningen kan klares med lidt selvlært metode og en god PowerPoint. Han havde aldrig hørt om den autentiske lærer, det er jeg sikker på. En lidt stiv type. Stoisk som en svensk granitbænk. Og cirka lige så varm i omgangstonen.

Han havde autoriteten i vores relation – mest fordi han havde været der længst og talte med den dér langsomme, lidt belærende tone, som kun mænd med PowerPoint og verdensbilleder i sort/hvid kan slippe afsted med. Han var egentlig skarp nok – men komplet uoriginal. Og ikke selv lærer. Det i sig selv var en form for diskvalifikation i min verden.

Pædagogik og didaktik kræver noget andet end IT-certifikater og fastnettelefonstemme. Han forstod simpelthen ikke vigtigheden af relationer. Stilladsering. Zonen for nærmeste udvikling. Det var som at tale om regnbuer til en regnemaskine.

Nå – men Bent og jeg blev sat sammen på et par projekter, fordi vi – åbenbart – var de bedste til hver vores. Ledelsen mente, det ville være en genial kombi. Det var det ikke. Han var sådan en, der – ligesom så mange andre mænd – elegant lod mig tage teten, mens hans bidrag var... lad os sige beskedent. Nærmest symbolsk. Som pynt på en kage, du ikke engang har bedt om.

Og jeg? Jeg var en flidstyran med ild i røven og tusind idéer. Jeg knoklede. Opfandt. Udviklede. Elskede det. Gav det alt, jeg havde. Og alligevel – flere gange tog han bare ordet ved fællesmøderne. Stillede sig op. Fremlagde mit arbejde foran resten af holdet. Som om det var hans. Med ro i stemmen og den dér selvsikre mine, som mænd får, når de tror, de er centrum i ethvert rum.

Det føltes lidt som at stå i kø i Rema og blive overhalet af en mand i softshelljakke, der smilende lægger sine varer foran mine. Med en selvfølgelighed, som om det var hans fødselsret at springe over – og min pligt at lade ham gøre det. Jeg stod dér. Smilende. Med knyttede næver og en brystkasse, der brændte af raseri og forurettet stolthed. Og han? Han tog imod rosen, som om den var specialbestilt til ham. Med rank ryg og løftet hage – som om han lige havde opfundet det hele selv.

En gang – og jeg lyver ikke – fik han ovenikøbet en bonus for sit “væsentlige og bidragende arbejde”. Altså mit arbejde. Jeg kunne have slugt et tastatur af arrigskab. Røvhul. Men hævnen kom en dag. Og den kommer altid, hvis du venter længe nok.

Vi var ude at spise med kollegaerne. Sådan en kinesisk buffet-restaurant – sushi og alt muligt mærkeligt blandet, der lugtede af friture og skuffelse, men som du alligevel elsker. Bent flirtede heftigt med en kvindelig kollega og opførte sig, som om han var midtpunktet i sit eget lille show. Det kunne han. Han havde selvtillid som en mand, der havde glemt, at han hverken var ung, sjov eller særlig interessant. Hun fnisede. Og købte den. Han var tæt på at score – det havde både han og jeg konstateret.

Han strålede af overbevisning. Struttede rundt som en mand, der var sikker på, at der var fisse i farvandet. Den aften var han i sjældent – og ret usædvanligt – godt humør og førte sig frem. Om det var udsigten til måske fisse, skal jeg ikke kunne sige, men et eller andet havde i hvert fald fået ham op i gear.

Jeg bevægede mig mod buffeten for at fylde min tallerken – og stiller mig “tilfældigt” ved siden af ham. Han står og øser noget op og udbryder højlydt: “Ej, hvor lækkert – guacamole!” Jeg ser, hvad han er i gang med. Det er sgu ikke guacamole. Det er wasabi, idiot! Jeg er lige ved at sige noget – ordene står nærmest i kø – men jeg stopper mig selv. Tier.

Et lumsk smil breder sig i mit ansigt. Ondskaben må have glødet ud af mine øjne. Min indre hævngudinde klappede i hænderne. Bent tolker det som fælles madglæde og siger: “Vil du også have? Så skal jeg nok gemme lidt til dig.” Sådan overbærende. Med overskud i stemmen. “Ej, hvor er du venlig,” smiler jeg sødt – mens jeg flækker af grin indvendigt. Jeg ved, tiden er inde. Nu kommer øjeblikket. Poetisk retfærdighed – serveret med wasabi og et smil, jeg burde have vundet en Bodil for.

Jeg betragter ham triumferende gå tilbage mod sin plads – stadig flirtende, stadig selvsikker, stadig overbevist om, at han er Guds gave til kvinder og verden. Og jeg venter. Kom så. Nu sker det.

Han tager den største mundfuld af “guacamolen”. Og… der sker det. Han hoster og sprutter, gør store øjne, bliver rød i ansigtet, kæmper med åndedrættet – mens han desperat prøver at få styr på sit liv. Jeg sidder og smiler indvendigt. Med hele min ondskabsfulde sjæl. Ja, sådan er karma, Bent. Den smager af wasabi.

Der bliver ikke flirtet mere den aften. Bent bliver underlig stille. Og går tidligt hjem. Men… som altid, efter den søde hævn, kommer også den lille, knugende skyldfølelse. Og følelsen af… at være et ondt menneske. Men Bent hed aldrig andet end Wasabi-Bent i mit hoved igen.

Kapitel 9: Version 4.0: Stolt, stædig og pissefærdig med at please

Jeg tænkte, at det nemmeste sted at begynde at ændre noget, ville være i mit professionelle liv. Men nej. Ikke engang dér lykkedes det at tage styringen. Min fiasko som virksomhedsejer og leder? Klassisk. Jeg var for blød. For konfliktsky. En slags Bella fra Skønheden og Udyret – jeg så godt uhyret, men troede alligevel på det gode i folk. Jeg satte mennesker før drift, projekt før økonomi og følelser før fornuft.

Jeg holdt hånden under medarbejdere, jeg burde have fyret for længst. Troede naivt, at firmaet betød lige så meget for dem, som det gjorde for mig. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle det også det?

Deres loyalitet forsvandt som dug for solen den dag, de blev opsagt. De kunne ikke få nok med sig. Som arvinger ved et dødsbo – grådige og uden omtanke. De var pissehamrende ligeglade med, at jeg havde betalt deres løn privat det sidste halve år. Det kunne rage dem en skid. De var videre på et øjeblik. Uden et blik tilbage. Selvfølgelig var de det.

Det var så grimt, og jeg blev så skuffet – du drømmer ikke om det. Hjerteknust skuffet. Og jeg stod dér – med røven i vandskorpen og hjertet i hånden – og måtte sande, at taknemmelighed er en eksotisk størrelse i en virksomhed, der bløder. Jeg lærte det på den hårde måde: Jeg er ikke en gudinde i stiletter med gylden aura og redningskrans. Jeg er bare en kvinde, der har forsøgt at redde folk, der for længst havde fundet udgangen.

Jeg indså dér, at det ikke er mit fucking job at redde hele verden. Folk er fuldt ud i stand til at redde sig selv. Det er deres ansvar – ikke mit. Jeg skal nok udpensle den brutale blødende historie om mit direktøreventyr over et glas vin i et andet afsnit.

Men – denne gang var det rent faktisk lykkedes. Jeg sagde fra i professionel sammenhæng. Stod op for mig selv. Fik, hvad jeg ville – og for en gangs skyld uden at gå hjem og skrive en hævnfantasi i hovedet, mens jeg skar gulerødder. Tænk engang – jeg skulle bare have bedt om det. Det lyder simpelt, ikke? Bed om noget. Få det. VIGTIG LÆRDOM TIL MIG SELV: Spørg for helvede. Det virker åbenbart.

Tre uger før havde vi pædagogiske dage på Konventum – teamet og jeg. Vi skulle planlægge fællesskabsaktiviteterne for hele året til vores mange kursister på tværs af kurserne. Et nyt tiltag, da det før i tiden var købt udefra. Og jeg? Ja, selvfølgelig kastede jeg mig ind i det med hele arsenalet. Ikke et drys af mådehold i sigte.

Sammen med de andre kvinder planlagde jeg løs: noterede strukturer, udviklede idéer, lavede materialebeskrivelser, sendte ud, fulgte op – i et tempo, der kunne gøre selv Hjulben misundelig. Mip mip – og så var det hele organiseret. Det blev til en aktivitet for 100 mennesker, spækket med fagligt indhold, struktur og en god dosis finurlighed.

Og jeg skal da ikke lyve – jeg så det som en brik i min egen lille masterplan. En “se-jeg-er-i-gang”-case. For jeg kunne mærke det: Dét her var vigtigt for mig. Mit initiativ. Min idé. Og ja, i mit stille sind – min anerkendelse.

Alle dage har jeg haft en stærk fornemmelse for, hvad der er rigtigt for mig. Hvilken vej jeg skal gå. En stærk intuition, kan man sige. Og jeg stoler på den. Når det gælder min retning, mine projekter – så rammer den plet. Hver gang. Andre gange? Der er den decideret upålidelig. Især når det handler om at stole på mennesker, åbenbart. (Jeg har et særligt talent for at vælge dem med knive i rygsækken og glimt i øjet.)

Men jeg tænkte: interessetimerne er det hele værd. Jeg får noget med her, jeg kan bruge til noget. Også selvom det er gratis. Og underbetalt i anerkendelse. Men hey – jeg tager, hvad jeg kan få.

Og så – midt i mit undervisningsflow nogle uger senere, med højt humør og arbejdsiver – møder jeg Ole. Ved kaffemaskinen på Konventum. Ole. Ældre, hyggelig, morfar-agtig type. Altid iført ternet skjorte og god samvittighed. Af den slags, der aldrig har googlet ordet “mental load”. Og hvis han har hørt det, tror han sikkert, det er noget med strøm.

Han havde som den eneste i teamet ikke bidraget nævneværdigt til at finde på fællesskabsaktiviteter. Hans store idé? En film. Jep. En film. Ikke noget med at ses og tale sammen eller skabe noget – bare en film. For så kunne man sidde i mørket og undgå kontakt med hinanden. Team-building à la Ole: stilhed og popcorn. Jeg smilede, selvfølgelig. Fordi man skal jo være pædagogisk – også når man har lyst til at råbe: “For helvede, Ole – kan du finde på noget originalt?”

Han lyser op som en velnæret rødvinsnisse og fortæller med det dér selvtilfredse “jeg har vundet i livet”-smil, at han slet ikke skal undervise i denne uge. Overhovedet. Han har nemlig fået tjansen som tovholder på fællesskabsaktiviteterne. Hold nu fast – han får betalt for det. Løn. For at være tovholder. På min aktivitet. Den aktivitet, jeg selv havde udviklet – som nærmest fik Ole til at gå i panik, da jeg nævnte den første gang.

En reelt hjælpende rolle? Fuldstændig utænkelig. Jeg havde allernådigst tiltænkt ham som tidstager. Med stort ur og lav risiko. Helst uden batteri – bare for at holde ambitionsniveauet passende. Det var mig, der havde opfundet, forberedt, nedfældet, udviklet det hele – og som nu skulle udføre det. Mens Ole stod med hænderne i popcornmaskinen som en filmklubpædagog i overgangsalderen og høstede klapsalverne.

Jeg nikker og smiler: “Ej, hvor godt, Ole!” Indeni? Ren atomkrig. Jeg er kogende af vrede i en kjole med lommer – perfekt til at skjule knyttede næver. En kvinde, der smiler sødt, mens hun mentalt googler: “hvordan man slipper af med beviser på planlagt hævn – asking for a friend.”

Altså… Jeg skal lave arbejdet. Gratis. Komme op med idéen, udtænke og planlægge forløbet, lave materialerne og stå for afholdelsen – og en mand skal endnu en gang tage æren? Og nu også lønnen? Jeg mangler penge! Det her skal fandeme være over mit lig.

Stålsat begynder min hjerne at spinde. Jeg taler mig selv op. Spejlet får en peptalk. Toilettet får også en. Spejlet i gangen får en ekstra – det er jo trods alt det, der kender mig bedst. Jeg beslutter mig: I dag tager jeg snakken med Ole – som tilfældigvis også er freelancergruppens talsmand til ledelsen. Det er bedst, inden jeg afholder eventet – ikke bagefter. Timing er alt.

Og min puls ligger på 180, men stemmen er rolig. Samme dag som jeg skal afholde mit event, hiver jeg fat i ham – og min uddannelsesleder. Jeg forklarer. Roligt. Værdigt. Troværdigt. (Synes jeg selv.) Jeg siger det, som det er: At det er mig, der har opfundet, planlagt og udviklet hele aktiviteten og står for afholdelsen. At det her – hvis det var købt udefra – ville have kostet penge. Mange penge.

En time senere er der aftalt et beløb. Til Oles forsvar skal det siges: Han kom stolt hen og præsenterede det hele, som om han selv havde set lyset – længe før mig – og nu storhjertet ville anerkende mit fremragende arbejde. Som om han havde forhandlet en verdensaftale hjem på vegne af os alle. Som om det var ham, der havde gjort det ske.

Og jeg? Jeg roste ham. Nikkede anerkendende. Smilte det dér smil, man smiler, når man ved, hvordan man rammer lige midt i et simplelt mandehjerte. Det virker hver gang. Et lille ego-kram – og så er der varme på i ugevis. Og ved du hvad? Det er helt okay. Han tror, det var hans idé. Men jeg ved, det var min sejr.

Jeg smiler til spejlet. Roser toilettet. High-fiver mig selv i det andet spejl – for en fucking genial, strategisk indsats, der sad lige i skabet.

Kapitel 10: En nagende følelse af undergang

I flere år har jeg haft den dér konstante fornemmelse af, at noget var ved at gå helt galt – og at jeg ikke ville klare den. En snigende, mørk uro. Stress, ville nogen kalde det. Men det her var mere end det. Den fulde, lammende følelse ramte første gang en aften, hvor jeg røg mig skæv med Nørden. Og så – BAM – ramte den.

En iskold paranoia, indefra og helt ud i knoglerne. Hele mit indre skreg: Det her går ikke. Jeg frøs. Som i helt fysisk stivnede. Samtidig galoperede hjernen afsted med tusind tanker, der stødte sammen som indkøbsvogne en fredag eftermiddag i Netto. Jeg var lammet og overaktiv på én gang. Jeg lænede mig ind mod Nørden. Han var min eneste tryghed lige der. Min redningskrans i et sort, endeløst hav.

Den tilstand varede måske en halv time. Jeg har faktisk mærket den siden – ikke lige så voldsomt, men nok til at ruske mig. Første gang kom jeg ud af det med sex. Langsom, dyb og nærværende sex – du ved, den slags, hvor man bliver taget hårdt og længe, til man glemmer sig selv og pludselig mærker hele kroppen. Orgasmer som tunge, rolige bølger, der vælter alt indre støj omkuld.

Det kan Nørden. Han kan kneppe mig ud af mine tanker. Gennemkneppe mig til stilhed. Til ro. Så ligger jeg dér – blød, feminin og lettet – mens han ligger med det der selvtilfredse blik og smiler fra øre til øre. Jeg elsker det smil og de øjne, når det magiske øjeblik indtræffer – det er fucking kærlighed.

Nu er jeg begyndt at blive nysgerrig på den dér angst. Den altopslugende, der kommer nedefra – helt fra bunden af min mørkeblå, pulserende sjæl. Den skræmmer mig. Men den er også… smuk. På en fucked up måde. Som et Kvium-maleri. Du ved, den slags, man aldrig ville hænge op – men alligevel ikke kan lade være med at stirre på.

For tænk engang at overleve den. Det er jo næsten poetisk. Nærdødsagtigt. Og bagefter? Man er ikke den samme. Noget i én har skiftet farve. Noget i mig… er forandret. For evigt.

Kapitel 11: En gul labrador og andre psykologiske forsvarsmekanismer

Men denne mandag morgen… ja, der var faktisk lidt på-på-mod i mig. Ingen følelse af undergang – mere en mestringsfølelse. Jeg tændte computeren, fik lavet noget administrativt, bestilte MitID til den nye virksomhed, var forbi banken – og lavede mentale lister i hovedet, som jeg gør.

Tjekkede min egen bank. Alt ser egentlig okay ud. Ikke til champagne, men klart til knækbrød med ost og hvidvin på tilbud. Og jeg har roen – eller i hvert fald noget, der ligner, hvis jeg trækker vejret meget langsomt.

Så. E-boks. Det kan jeg godt, siger jeg til mig selv. (Jeg har haft så meget angst for den lorte E-boks. Hver gang der kom en besked, satte det sig i mig i flere timer – som et elektrisk stød, der starter i maven og breder sig ud i hele mit nervesystem. Det bliver dér i flere timer. Mens jeg panisk forsøger at abstrahere – men ikke kan.)

Nu har jeg gjort min telefon permanent tavs (Ikke forstyr-funktionen kører non-stop) – til stor frustration for Nørden. Han forstår det ikke. “Hvorfor tager du aldrig telefonen? Eller svarer på dine beskeder?” spørger han, lettere bebrejdende. Fordi jeg aldrig hører den længere. Og det giver mig FUCKING arbejdsfred. Og ro. Indeni. Jeg ånder lettet op. Så får jeg fred. Bare lidt. En slags åndelig stilhed. Jeg holder angsten fra døren. Ét vibrerende opkald ad gangen.

Jeg retter mig op i stolen. Åbner den private E-boks først, den er den mest ufarlige. Et brev fra psykologen. Nå ja – det er jo i dag, vi har en aftale kl. 10.00. Et kommunalt tilbud til mennesker, som har været syge med stress. Og ja – det må man sige, jeg har. Så jeg har taget imod tilbuddet med kyshånd.

Okay. Det gør vi. Lettere opløftet. Det kunne faktisk være ret dejligt at få lettet hjertet lidt. Blive lyttet til. Måske fælde en lille tåre og få et trøstende blik. Måske en arm om skuldrene. Gud, jeg trænger til lidt omsorg. Bare til mig. – en mental massage. JAAA TAK.

Han skal dog sidde og høre på mig i en hel time. – Stakkels mand. Jeg har kun mødt ham én gang – til et indledende møde. Og jeg lover dig… han er den mest urealistiske psykolog, jeg nogensinde har set. En slags græsk træningsgud forklædt som Romeo på overarbejde. Uha, jeg siger dig – overarme som et fitnesscenter med følelser og en brystkasse så markeret, at man kunne bruge den som whiteboard. Den dér tynde, alt-for-intime T-shirt? Den gjorde absolut intet for diskretionen.

Brystvorter, der titter frem og sender små elektriske stød direkte ned i min 40-års-liderlige vulva, som pludselig opfører sig som en teenagepige på første date. Og maven? Som et vaskebræt med så markerede muskler, at selv Adonis ville blive misundelig. Hans øjne? Skønne. Blå. Blide og forstående – han kan se den, jeg er – det er der ingen tvivl om. Dyb, rolig stemme med den dér hæshed, som får én til at føle sig tryg og let opstemt på samme tid.

Og så dét blik. Det lille, afslørende glimt af frækhed – han ved alt for godt, hvad han er. For helvede, han lever af det. Liderlige kvinder i overgangsalderen står sikkert i kø for at få lettet hjertet – og en omgang hjerne/hjerte-orgasme oveni. Jeg er ikke bedre. Jeg fanger mig selv i at fantasere – ikke sødt og subtilt, men med hele sanseapparatet slået til: tunge, hænder, lår, sved og et lydspor, der nok burde censureres. Og jeg tænker bare: Det her... det skal nok blive godt. Rigtig godt.

Ovenikøbet er han sådan en følemand, der forstår alt. Der siger: “Du skal være god ved dig selv. Du er for hård mod dig selv. Du er fantastisk.” Mens han kigger mig dybt i øjnene. Det er som at blive flirtet med skolens lækreste dreng i en hel time – uden at skulle gøre en indsats. Uden konkurrence. Bare mig. Hell yeah. Det er lige, hvad jeg trænger til.

Blive distraheret af en lidt halvdum, halvlækker, meget godtroende gul labrador, man bare har lyst til at ae og kaste lidt med en bold for – og så ellers sende hjem til nogle andre, der må tage sig af dens lort og madudgifter. Et uforpligtende, nemt møde. Uden reelt indhold. Uden krav til mig.

En rykker fra Erhvervsstyrelsen. 500 kr. for for sent indleveret regnskab. Ja ja, det ordner vi sgu også lige. Det kører meget godt nu – jeg ordner ting. Jeg kan godt. Og så… Fogedretten.

Kapitel 12: Fogedrettens visitkort på dørmåtten

Jeg havde jo haft besøg for en uge siden. En lorteaften, selvfølgelig. Alle børnene var der – mine, hans, hele bonuspakken. Det bankede på døren, og adrenalinen skyllede op gennem kroppen – jeg vidste det bare. Jeg vidste, hvad der kom. Jeg greb instinktivt ud efter min røde læbestift. Den slags man tager på, når man ikke kan trække vejret, men stadig gerne vil signalere, at man har styr på sit shit.

Min ældste søn kaldte: “Mor, det er til dig.” Og med hele huset som publikum åbnede jeg døren – alle kommer ligesom væltende ud for at se sensationen ske… hvem mon det er, der kommer sådan uanmeldt? Fogedretten. I levende live.

En mand i mørket på min trappe med et foldet dokument, klips og myndighedsstemning. Konkursen. Nederlaget. Alt det, jeg havde forsøgt at holde ude. Det stod dér. På dørmåtten. Og stirrede mig direkte i fjæset.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Meet Joe Black. Den dér følelse af at stå i sit eget hjem – midt i selskab, vin og børnestemmer – mens Døden selv kommer ind ad døren i jakkesæt. Og ingen andre kan se, hvem han virkelig er. Men jeg vidste det.

Jeg smilede høfligt. Tog imod brevet. Lukkede døren bag ham. Og dér stod jeg. Med røde læber. Og katastrofen i hånden. Mine børn. Foran Nørden. Hans børn. Et fuldt publikum, der kunne lugte spænding og fare, uden helt at forstå, hvilken genre vi spillede i.

Noget i mit kropssprog ændrede sig. Mine skuldre sænkede sig – millimeter for millimeter – som om kroppen prøvede at absorbere slaget. Der blev stille i rummet. Den slags alarmstilhed, kun børn forstår. Men jeg fik 14 dage til at svare. Og jeg tænkte: Fint. Den tager vi. Et punkt mere på den mentale to do-liste. Lige

Kapitel 13: E-boks og eksmænd – når begge fucker dig

Jeg åbner brevet i E-boks. Og stivner. Der står, at jeg ikke er mødt op. Ikke mit firma. Mig. Mit navn. At sagen nu er indgivet til politiet, fordi jeg ikke dukkede op. At de vil hente mig, hvis jeg ikke selv kommer. En standardformulering, sikkert. Men alligevel: “Efterlysning” står der. Med fede bogstaver. Tak for fleksibiliteten, Fogedretten: Jeg kunne komme alle hverdage kl. 9.00, så ville de stoppe efterlysningen. Det var vel nok pænt af jer.

Min første tanke: Jeg ringer sgu til dem. Det må kunne løses. Det er jo mandag – brevet kom fredag eftermiddag – de må da for helvede have givet mig i dag med, inden de sender de blå blink og hundene efter mig. Eller sætter mig på skærmen i Efterlyst med Kåre Quist.

Jeg ringer op – bliver sat i kø. Klassisk musik strømmer ud gennem telefonen. Det føles som en hån. Som om nogen hvisker: “Det kan godt være, du har krise – men her tager vi det helt stille og roligt. Så slap af. Vi skal nok pille al værdighed ud af dig og bringe dig til passivitet, inden vi overvejer at tage dit opkald.” Mozart med en eftersmag af passiv-aggressivitet og systemhad. Jeg lægger på. Jeg magter ikke musikken. Det ringer stadig – inde i hovedet med en sagte hyletone, der ligesom sidder fast i mit indre øre.

Jeg ringer til mor i stedet. Hun er på vej. Sent på den, men på vej. Vi kører derned sammen, tænker jeg. Og bagefter? Til min gule labrador-psykolog. Jeg er stadig ovenpå, siger jeg til mig selv. Én svær ting om dagen. Den messer jeg indvendigt som et salmevers.

Så ser jeg brevet igen. Og overvejer at blive døbt igen – bare for at få en ny begyndelse. Slettet CPR-nummer. Nyt navn. Noget med mindre gæld. Jeg ser på brevet endnu en gang, smilende over min egen morsomhed. Og indser – til min gru – at det ikke er mit firma. Det er mig. Personligt. Mig, der skal i Fogedretten. WTF. Det er den fucking varmeregning fra huset. Mit fyr, der gik i stykker. Eller… vores fyr. Vores hus.

Det hus, min eksmand nu bor i. Sammen med sin nye kone fra Østen. Sådan en kvinde, man får kontakt med over internettet. Skriver med. Eller… skriver til, for de kan faktisk ikke tale sammen. Hun kan nemlig næsten intet engelsk. Så tager man derned. På ferie. Besøger hende. Og pludselig – tadaa – er man gift. Der er flere serier på DR om fænomenet, hvis nogen skulle få lyst til at forfølge emnet yderligere… Jeg lover at vende tilbage med min skarpe pen og store kærlighed til sort humor, når vi for alvor skal dissekere det her uudtømmelige komikguld.

Nogle kalder det kærlighed ved første blik. Selvom det er groft, kalder jeg det, hvad det er: købekone. Det er ikke fordi, jeg skal sidde her og spille moralsk overdommer – kærlighed har mange ansigter. Nogle af dem ligner bare en rabatkode og en hurtig vielse. Men lad os da kalde en spade for en spade. Mit hus – som nu er deres hus – men som jeg stadig hænger på. Økonomisk. I hvert fald hvis du spørger min eksmand.

Vi fik en regning i efteråret. 15.000 kr. Reparation af det lortefyr. Selvfølgelig. For intet siger eftersæson som kulde, regninger og eksmænd uden penge. Eksmanden kunne ikke betale. Selvfølgelig ikke. Det er jo dyrt at finansiere ny kone fra Østen – og hendes børn, som følger med som en slags udvidet familiepakke med uventede abonnementer. Så er der kun én vej. Mine børn skal ikke gå for lud og koldt vand – bogstaveligt talt.

Jeg havde ikke pengene. Eller... jo, det havde jeg. Men så ville der ikke være noget tilbage. Overhovedet. Så var der kun mig. Og et dankort med rystende hænder. Men jeg betalte. Fordi jeg er typen, der hellere vil være fattig og varm end stolt og frossen. Og fordi ingen andre stod i kø for at tage regningen – de fleste stirrede bare på termostaten og håbede på mirakler.

Først brugte jeg penge på at redde eksmandens røv. Dengang han ikke havde sin del af pengene, da vores boliglån udløb. Han havde nemlig lige holdt et overdådigt bryllup i Østen – betalt det hele selv, naturligvis. Og som prikken over i’et: en solid medgift i guld til svigerfamilien. Dagen efter dukkede der en video op på Facebook – hele seancen rullet ud i full HD. Til både børnenes og min... lettere måbende overraskelse. Det så dyrt ud. Men hey – det var jo hans tur til at være lykkelig. Hans prioriteringer. Ikke mine.

Og lad mig lige indskyde et tip til de yngre læsere: Når du er over 40 og nyskilt, så står banken ikke just klar med åbne arme og blomster i hånden for at genforhandle dit boliglån. De vil bare have deres penge. Som i: i går.

Så jeg måtte finde 300.000 kr. Kontant. (Ja, det lyder filmisk, men føltes mest som et afsnit af Luksusfælden – bare uden eksperthjælp og med markant dårligere hår.) Og bagefter? Brugte jeg resten af mine surt tjente midler på at købe varer hjem til virksomheden. Altså… verdens dårligste investering. Det, der var tilbage? Det røg i forsøget på at holde hånden under mine ansattes job. Fordi jeg åbenbart tror, jeg er en slags hverdagsheltinde med Dankort og akut manglende dømmekraft. En blanding af mor, direktør og økonomisk selvmorder – i pæne sko og med lidt for stærk tro på ansvarsfølelse som forretningsstrategi.

Jeg har ellers altid haft 50.000 kr. stående til uforudsete udgifter. Det har været mit mantra, siden jeg var helt ung. Min regel. Min sikkerhed. Min voksenstolthed. Men det har jeg ikke haft i over et år nu. Og så går det galt. Det må jeg fucking lære. Det sker aldrig igen.

Så ja – jeg delte regningen op i tre bidder. Meget ulig mig, i øvrigt. Overskueligt. Strategisk. Planlagt. Så jeg kunne holde fast i mig selv. Og jeg er næsten sikker på, jeg har betalt to af dem. Men... har jeg glemt den sidste? Fuck. Det er den stress – jeg glemmer ting. Det glider ligesom bare ud af bevidstheden. Dårlig samvittighed rammer som en forhammer i panden, der langsomt drypper gift ned i kroppen. Jeg hader den følelse. Følelsen af ikke at have gjort det godt nok. Ikke at have styr på det. Den følelse har ramt mig lidt for mange gange på det sidste.

Og jeg? Jeg er min egen hårdeste dommer. Og den domstol kører uden mulighed for anke. En evig nævningeting med mig selv for bordenden. Og nu står jeg der igen. Midt i magtesløsheden. Alt modstandskraft, overskud og kampgejst fordamper i ét splitsekund.

Men jeg rømmer mig. Samler mig. Tager telefonen. Og ringer til mor. “Du må hellere komme forbi til en kaffe,” siger jeg. Lidt for stille. “Eller… vi skal lige snakke.” Og mens jeg venter på, at hun kommer, begynder jeg at lægge en plan. En plan for, hvordan jeg skal håndtere det her. For jeg vil håndtere det. Selvfølgelig.

Alligevel går jeg rastløst rundt i huset. Frem og tilbage. Op og ned. Det er pissekoldt. Nørden – den idiot – mener, det er sundt for mig at fryse lidt. “Det hjælper kroppen med at regulere varmen,” prædiker han med sin selvfede velvære-vibration – den overlegne altvidende lektor Hansen – mens han glor overlegent på mig, som om jeg fryser med vilje. “Rend mig,” mumler jeg og finder mit varme slag og skutter mig.

Dribler ud i køkkenet. Går sådan lidt rastløst rundt. Gør lidt. Får det til at føles som om, jeg har styr på bare én ting. Slangen under håndvasken er – surprise – utæt. Igen. Jeg har stillet skåle under. Og nu står jeg der. Som en idiot. Og tørrer op. Igen. Jeg burde tage mig sammen og sige det til Nørden. Men jeg gider ærlig talt ikke. Han kan alligevel ikke håndtere det lige nu.

Jeg kan se det i hans lyseblå øjne – pupillerne, der trækker sig sammen til små panikprikker – og det lidende blik. Stressen. Jeg forestiller mig det, ser det nærmest som en scene i slowmotion: den paniske, stive glans på hans pande, mens han manisk forsøger at forholde sig til et problem, der presser ham helt i bund. Som om jeg er en tikkende bombe med opvaskebørste. Han aner ikke, hvordan han skal håndtere det. Mig. Situationen. Noget. Jeg kender det blik alt for godt nu – har set det hele weekenden. Det dér flakkende, blanke udtryk, hvor han mentalt er ved at kravle op ad væggen over en våd karklud og en dårlig stemning.

Vi har begge brug for en pause. Jeg orker det fanme ikke. Han går i manisk tilstand over det mindste dryp. Bogstaveligt talt. En utæt vandhane kan få ham helt ud i sin emotionelle rendesten. Og jeg? Jeg er ved at drukne i hans dryp og mit eget behov for bare ét voksent menneske i rummet.

Jeg prøver at skåne ham. Og mig. Bare lige nu. Bare for en stund – det føles jo som en konfliktzone mellem Trump og Zelenskyj. Trump med overlegenhed og store armbevægelser. Zelenskyj med det moralske overtag og krigstrætte øjne. Det er sådan noget, enebørn kan. De er filmstjerner i deres eget univers. Deres egne indre Spielberg-produktioner, hvor de både er helt, offer og ekspert i vejrtrækningsteknikker.

Han sårer mig. Ikke fordi han er ond – bare fordi han har så travlt med at spille hovedrollen i sit eget følelseskaos, at der ikke rigtig er plads til biroller. Slet ikke nogen med behov. Jeg spiller i hvert fald ikke hovedrollen i hans univers. Jeg sukker. Tungt.

Kapitel 14: Tsunami i bryggerset og andre forholdsskader

I går sejlede hele bryggerset i vand. Pap-datteren havde vasket sin smukke, røde quiltjakke – den, hun selv har syet. Den er fucking fantastisk – hun er vildt kreativ og kaster sig gerne ud i store sy-, hækle- og andre kreative projekter, som vi andre ville få dårlige nerver over. Men hun havde åbenbart ikke lige orket at hænge den op. Bare efterladt den i maskinen og smuttet videre i livet.

Til hendes forsvar: Hun er sådan. Det kan virke prinsesseagtigt – og det er det også – men mest af alt er hun bare distræt. Hun glemmer. Tid, sted, rum… og åbenbart også våde tekstiler. Hun er typen, der laver en kop te (gerne med noter af noget eksotisk og svagt fermenteret), spiser en yoghurt – og så... lader det hele stå. I fuld forventning om, at der findes en god fe, som på magisk vis fjerner, rydder op og ordner. Den gode fe hedder åbenbart ikke Klokkeblomst, men Christina.

Og jeg? Jeg står midt i det hele. Quilt, vand og moderansvar, der ikke helt kan defineres. For det er dét, man gør som papmor. Man hænger ting op, man ikke har vasket. Samler op på noget, man ikke selv har startet. Tørrer op – både fysisk og følelsesmæssigt.

At være papmor... Gud, det er også en fortælling for sig. Der skal mod til. Det er en relationsform med usynlige regler og en rolle, der er fucking tabubelagt ad helvedes til. Du må gerne elske, men helst lidt afdæmpet. Du skal være der, men ikke for meget. Du skal tage ansvar, men pas lige på med at stille krav. Det er et kærlighedsarbejde med glidende overgange og ingen instruktionsmanual – kun skyld og quiltrester.

Vi ligner hinanden så ufatteligt meget, selvom hun ikke er mit eget arvl. Hun er bare… en bedre version. En uden den bagage, jeg slæber rundt på. Hun er fri – i sjælen, i kroppen – fri for skyld og overansvar. Det bærer hun med en lethed, der både imponerer og prikker til noget i mig. Det er vel også derfor, jeg – med mine uendelige mængder tålmodighed og overbærenhed (indsæt selv ironisk smil) – hængte jakken op og satte en ny vask over.

Og vupti! Tsunami i bryggerset. Alt overskudsquilt havde samlet sig som en slags tekstil-muddervulkan og stoppet hele systemet til. Nu står bryggerset under vand. Bogstaveligt. Heldigvis er der flisegulv – ellers havde vi haft en forsikringsmand på trappen og en katastrofefilm under optagelse. Arbejdstitel: Quiltjakken der druknede huset.

Hendes far sidder bare der i stuen. Som en passiv lille buddha. Og leger offer – som han altid gør, når virkeligheden kommer for tæt på, mens jeg forholder mig til vandmængderne og evaluerer skaderne og den efterfølgende rengøringsindsats. Det er hans superkraft: Lukke i. Tie stille. Lade som om det hele forsvinder, hvis han bare sidder helt, helt stille og ikke siger noget. Som en struds – ikke særligt mandigt. Hvad fanden ser jeg i ham?

Han bruger det som en form for følelsesmæssig camouflage. Hans logik? Hvis jeg ikke bevæger mig, kan problemet ikke se mig. Og hvis jeg tier længe nok, så går hun nok i stå. Slukker. Giver op. Det virker måske på edderkopper. Men ikke på mig.

Han er så intelligent – selvom det måske ikke helt er det indtryk, jeg har givet indtil nu. Og ja, han har uhyggeligt mange ligheder med min far. I know. I have daddy issues. Flere, end du overhovedet drømmer om.

Gud, han bruger små kneb – helt bevidst. Følelsesmæssige kroge. Små søde sætninger som “min lille kone”. Han ved præcis, hvor meget det betyder for mig. (Det dér med at blive gift.) Det lyder kærligt – men smager mest af manipulation forklædt som kælenavn. Han holder mig hen. Som en fisk på krogen. Lige dér – tæt nok på til, at jeg ikke svømmer væk. Men aldrig fri.

Og det kan fortsætte i årevis. Jo, vi skal giftes, siger han. Men han magter hverken tidshorisonter, planlægning eller – for den sags skyld – handling. Hver gang vi nærmer os et lille skridt frem, går han i panik. Stikker af. Aflyser. Lukker ned. Sådan har det nu været i halvandet år. Vi står stille. Helt stille.

For hvad er et frieri – eller en intention – uden handling? Ikke en skid. Det er gaslighting. Det er, hvad det fucking er.

Han åbner aldrig op. Aldrig for castet til hans film. Han spiller hovedrollen – men manuskriptet deler han ikke. Hvis han virkelig vil mig, så må han selv komme. Selv vælge det. Og hvis han ikke gør det? Så er det hans ansvar. Ikke mit. Der skal handling til. Ikke bare ord – designet som smertestillende placebo til en virkelighed, der gør ondt. Men som jeg ikke længere kan ignorere.

Ud med stativerne på terrassen. Øse vand op i spande. Hælde det ud. Igen og igen og igen. Men ved du hvad? Det var faktisk okay. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Det var konkret. Det var konstruktivt. Jeg følte mig god. Overlegen, faktisk.

Jeg gjorde det – uden at vrisne, uden bitterhed, uden martyrkortet på bordet. Den gode papmor. Der ikke bliver muggen over, at ungen først ikke gider hænge sit tøj op og ikke er der til at tage ansvar, når hele lortet stopper til. Jeg ordnede det. Roligt. Effektivt. Mens jeg nynnede It Must Have Been Love. Mens hendes far sad i stuen og surmulede over, at jeg vil fucking giftes med ham. Tænk sig. Så synd for ham, ikke? At en varm, stærk, loyal, fantastisk kvinde siger: “Hey, jeg vil være din elsker. Din bedste ven. Og have din ryg resten af livet.”

Fuck, det må være hårdt. Fuck dig. Fuck jer. Rend mig. Gå ad helvede til. Klar jer selv. I don’t care. Jeg er fucking bedre end det her.

Og lige dér – mens jeg står med spanden og stanken og vandet løbende ned ad mine ben – der mærker jeg det. Vredens bobler. De begynder at tage fat. Stige op. Som en kogende gryde uden låg. Tankerne kører rundt, mens jeg står der og skovler vand som en eller anden kommunal kloak-arbejder i gummistøvler og indestængt vrede.

Vil han ikke giftes med mig – så må han rådne op alene. Under dynen. I sit mørke værelse. Med selvmedlidenheden som sovepose og selvbedrag som hovedpude. Savlende over unge pik-piger på YouTube – og manglen på ægte nærhed og commitment. Siddende der, rynket og bitter, mens han ryger sig skæv og krammer sit gamle billede af kernefamilien og pisker sig selv med forestillingen om, at det hele var hans skyld. Klamrende sig til det gamle billede af sin perfekte gamle kernefamilie. Tæver sig selv med fantasien om, at den første skilsmisse – sammenbruddet – var hans skyld.

Og derfor, siger han, kan han ikke gøre det igen. Han kan ikke blive gift igen. Fordi han, og nu citerer jeg den sørgmodige poet selv: “er en knækket mand.” What. The. Actual. Fuck. Det er bare godnathistorien, han hvisker til sig selv hver aften, så han kan sove roligt uden at tage ansvar. For os.

Og jeg ved godt, hvordan det her ender. Han vågner først, når jeg går. Måske. Måske gør han aldrig. Måske glider han bare længere ned i sumpen og hashtågen, mens han scroller efter noget, der engang lignede mening.

Eller gør han? Han er trods alt en mand. Og de lever ikke efter mine standarder – det skal jeg tage ind. Virkelig forstå, selvom det virker ubegribeligt og dybt tåbeligt for mig. Mænd fungerer anderledes. De kan sidde i timevis og stirre på en OnlyFans-model, der er ung nok til ikke at opdage, hvor lidt de egentlig har at byde på – ud over et Dankort og en halvtom sjæl.

Med så lidt selvindsigt, at de ikke engang fatter, hvor smerteligt usexede de er – både indeni og udenpå, med farmave og måne. For her er sagen: De tror allesammen, uanset alder, ølmave og trist, slatten pik, at de er Jamie fra Outlander. At de kan charmere en sekstenårig med et skævt smil og en far-joke.

Og de har det helt fint i den fantasi. Så længe det ikke kræver: Nogen form for forpligtigelse eller nogen som helst indsats eller Gud forbyde det – følelsesmæssigt ansvar. Det, mine damer og herrer, er den følelsesmæssigt utilgængelige mand i sin reneste form. Og jeg? Jeg har fundet den dovne og utilgængelige mand på planeten. Tillykke til mig.

Måske er det mig, der skal lære den her lektie. At finde en mand, der faktisk vil noget med sit liv. Med sig selv. Med mig. Tag dig sammen, Christina. For alvor. Du er så meget bedre end det her. Du skal ikke stå og tigge en mand om at elske dig. At vælge dig. At bygge et liv sammen med dig. Kom nu. Vis noget selvrespekt. Rejs dig op.

Enhver mand burde være skideheldig over at få dig som kone. Og hvis han ikke kan se det? Så går du. For fanden. Han ved, hvor vigtigt det er for mig. Han ved det. Så vælg mig også på mine præmisser. Sandheden er til at føle på: Hvis jeg virkelig var vigtig for ham, ville han vælge det i et splitsekund. Overhovedet ikke tøve.

Nu må han vælge mig – eller vælge mig fra. Det er hans valg. Hans ansvar. Mit lys får han sgu ikke. Og han skal fandeme heller ikke holde mig hen længere.

Kapitel 15: Mor, mænd og mønstre med restgæld

Mor banker på døren. Jeg åbner og fortæller hende det – kort, kontant, med afstand og følelsesmæssig overlegenhed. (Altså den slags overlegenhed, man kun har, når man er ved at gå i opløsning indeni, men stadig har mascara på.) Hun ser træt ud. Slidt, gammel og lidt for gennemsigtig. Som om et skævt blik kunne vælte hende. “Jeg magter snart ikke mere drama,” siger hun og sætter sig tungt med et suk.

Og indvendigt skriger jeg: DET GØR JEG KRAFT PETER DÆLME HELLER IKKE! JEG VIL HAVE RO! JEG VIL VÆRE EN AF DE DER ROLIGE TYPER, DER STRIKKER. OG HOLDER KÆFT! Men jeg siger ikke noget. Jeg kysser hende på kinden. Jeg siger bare stille: “Nu kører vi. Kom, mor.” “Lad os få det overstået,” smiler jeg – fraværende, helt uden kontakt til nogen indre kerne.

Jeg har fået sådan en tendens på det seneste. Jeg stirrer bare ud i rummet – og så sker der noget. Et slags mentalt vakuum. Hjernen går i pausetilstand. Som om nogen har trykket på mute. Det er et sted, hvor jeg får mentalt fri. Bare et øjeblik. Intet krav, ingen beslutninger, ingen stemning. Ikke engang baggrundsstøj. Jeg har faktisk eksperimenteret lidt med det. Hvor længe kan jeg selvhypnotisere mig? Bare ved at stirre ud i luften og tænke: “Ikke nu.” Og ja… overraskende længe, viser det sig. Det giver mig en kortvarig lethed. Et mentalt frikvarter. Som om jeg tager et iskoldt lynbad i ingenting. Og det... det trænger jeg til.

Nogle gange finder jeg det også, når jeg skriver. Eller – for den sags skyld – når jeg laver undervisningsmateriale eller roder med hjemmesider. Der, midt i nørderiet og detaljerne, begynder det at boble. Min ægte kreativitet. Så flyver tankerne. Og tasterne. Uden at jeg tænker. Uden anstrengelse. Måske er det dét, folk kalder flow. Eller musen. Jeg har altid været fascineret af, når genier bliver spurgt: “Hvordan fandt du på det?” Og de bare smiler og svarer: “Det kom bare.” Sådan kan jeg også have det. Det kommer bare. Uden tvivl. Uden præstation. Uden pres. Og ja – jeg ved godt, jeg ikke er et geni. Men vi dødelige må vel også godt få lov at mærke det lidt, ikke?

Vi nærmer os Fogedretten. Og mærkeligt nok er jeg helt rolig. Også indeni. Vi har sådan en særlig jargon, min mor og jeg. En slags brokke-dialekt, vi begge taler flydende. Vi tager emnerne på skift: Over rodet. Over den manglende struktur. Over alt det, vi laver – som ingen andre gider. Over min søster Marilyn og min selvvalgte søster og medejer Diva – de tror, det handler om at have en flot notesbog og en Insta med filter. Over mænd – og dér bliver vi altid hurtigt enige.

Konklusionen her er klar: Mænd er ikke fucking kloge. De er som små børn – med stort ego og nul ansvarsfølelse. Egoister med hår på brystet og følelsesmæssige redskaber som en halvflad skruetrækker. Og alligevel kan vi ikke undvære dem, hvorfor er noget, vi ikke helt kan svare på endnu, men vi arbejder på sagen. Min mor er ikke en skid bedre end os andre kvinde-tåber. Vi kan “næsten” ikke leve med mænd – og heller ikke uden dem. Det går nærmest i arv. På tværs af generationer og blødende erfaring. Men det kan sgu også noget. Min mor og jeg.

Min mor er egentlig en god voksenmor. Sådan en, der kan holde samtalen kørende og rattet lige – og balancere mellem ubetinget kærlighed, moralsk støtte og kærlige, men præcise stikpiller, der får dig til at se dine egne moralske hesteture lidt udefra. Jo, hun siger det direkte. Ingen fløjlshandsker. Hun siger det, som det er. Og ofte før jeg selv er klar til at høre det.

Der er noget beroligende ved det – og pisseirriterende. Hun stiller ikke spørgsmål på den dér omvejsagtige måde. Hun spørger lige ud: “Hvorfor fanden gjorde du så det?” Og ikke som en dom, men som en invitation til at tage sig selv alvorligt. Eller i det mindste få øje på, hvor man gentager sit eget mønster som en slags følelsesmæssig DJ med kun én plade.

Jeg betragter hende. Gud, hvor ser hun gammel og lille ud. Hun laver sådan noget med munden, efter hun har fået gebis – snerper den sammen, og det får hende til at se endnu ældre ud. Der kommer flere rynker langs læberne, som om ansigtet prøver at lukke sig selv i protest. Men hun er stadig så smuk – min mor. Og Gud… hvor jeg elsker hende. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden hende i den – sammen med mig.

Og samtidig – foragter jeg hende. Ikke hele mig. Bare den lille pige i mig eller en del af mig. Fuck, hun har svigtet den lille Christina mange gange. Både som barn og som ung voksen. Det er noget tungt shit. Men hey – alle har vel et kompliceret forhold til deres mor. Følelsen af at blive valgt fra til fordel for mænd… Det er en restgæld fra barndommen, jeg stadig betaler af på. Måske er det derfor, jeg vælger utilgængelige mænd. Noget tyder sgu på det. Det kræver ikke en ph.d. i psykologi at regne den ud. Jeg skal kæmpe for kærligheden. Det ligger i min DNA. UDVIKLINGSPUNKT – (når jeg altså lige har fået styr på alt mit andet shit.) Siger jeg. Mest til mig selv.

Jeg forstår hende dog bedre i dag. Alle valgene. Dilemmaerne. Kampen mellem kærlighed og ordentlighed. Mellem behovet for stabilitet og trangen til at blive elsket – koste hvad det vil. Men den lille indre pige i mig gør ikke. Hun forstår ikke logikken. Hun forstår ikke prioriteringerne. Hun forstår ikke, hvorfor mor blev væk – eller hvorfor hun insisterede på at vælge mænd med samme følelsesmæssige modenhed som Johnny Depp i en retssag. Den lille spinkle pige med drengehår og næseblod venter stadig. Ikke på kærlighed. Ikke på forståelse. Men på, at mor en dag kommer og redder hende. Redder hende fra en far, der ikke kunne passe på hende. Og fra et ansvar, ingen burde lægge på et barn.

Kapitel 16: Firkløvere i ørerne og skam i maven

Vi kommer frem. Jeg går op ad trappen og ind i en slags forhal. Stor skranke med glas. Nogle stole bagved. Det ligner et sted, hvor al energi kommer for at dø. Der sidder tre mennesker, da jeg træder ind: En tung kvinde med slasket, halvgråt hår, pakket ind i mørkt, løst tøj – som om hun prøver at gemme sig for livet. Hun virker opgivende. Træt. Slidt. Som en afdanket Tornerose, der missede sit vækkeur med 100 år og nu går rundt i nattøj og nikotinbryn, mens al skønhed for længst er falmet. En ældre mand. Han ser bare... grå ud. Som om han engang havde en hobby. Men det er længe siden.

Og så – en smart advokat-type i 30’erne. Beige taske. Karamelfarvet trenchcoat. Hun tripper utålmodigt. Hun har magt – det kan man se. Hun er alt for pæn og alt for rig til det her sted. Som om hun allerede ved, hvem der skal ydmyges i dag. Spoiler: Det er nok en eller anden stakkels idiot, som taget ud af Luksusfælden. Og så står jeg der – som den mærkeligste kvinde i rummet. Med grøn bluse. Firkløvere i ørerne. Et strejf af overmod og eksistentiel uro.

Jeg gad godt se mig selv med deres øjne. Fremstår jeg som hende, der har styr på sit shit? Eller som en eksistens med glimmer og gæld, der lige har googlet “hvordan undgår man Fogedretten?” på vejen herhen? Jeg hører jo ikke hjemme her! Det er helt tydeligt – siger jeg til mig selv i indre forsvarstale #77. Jeg har designet mit liv anderledes. Det skulle være sprudlende, farverigt og frit. Fyldt med kærlighed og skaberkraft. Ikke et mentalt fængsel med institutionelle gulve og dårlig belysning, hvor jeg har siddet fast i nu to år – samtidig med jeg venter på gensvar fra mit livs kærlighed, som jeg efterhånden godt ved nok aldrig bliver gengældt.

Og alligevel står jeg her. Med firkløvere i ørerne, røde læber og lidt for meget selvindsigt. To politibetjente står ved skranken. De eskorterer en udenlandsk udseende mand, der ligner en slagen pizzamand på flugt. Begge betjente er kvinder. De står med rank ryg og hånden hvilende på tjenestevåbnet. Den ene har en røv så veltrænet, at den kunne konkurrere med enhver mandlig fitnessinstruktør – wauw, tænker jeg, hvor mange timer kræver det mon at opnå sådan en røv?

De har begge stramme hestehaler og det dér udtryk i ansigtet, som siger: smil ikke – se professionel ud. Som om alvor er maskulint. Som om det kræver en bestemt mine at blive taget seriøst i blå uniform. De ser vigtige ud. Autoritære. Klar til action. Kvinder, der forsøger at tage plads i en mands verden – og lykkes. Men hold kæft, det er hårdt, at man nærmest skal ligne en mand for at blive taget alvorligt. Af systemet. Af generelbefolkningen. Af mænd og af os kvinder selv. Jeg sukker. Det er sgu mændenes verden, det her.

En tynd, grå mand – typisk kommunal medarbejdertype – rejser sig fra et fjernt hjørne bag skranken. Han har måne, gråmeleret hud. Kedelig. Ingen mimik. Ingen personlighed. Han ligner systemet. Han er systemet. “Næste.” Jeg går hen og viser ham brevet. Han smiler venligt med sine halvgule, skæve kaffetænder. “Ja, du skulle have mødt.” “Ja,” begynder jeg, forklarende… Men han afbryder: “Overså det.”

Jeg nikker, lidt lettet. Tænker et øjeblik, at han faktisk forstår mig. At han måske har lidt sympati for min situation. Men så går det op for mig – han er ironisk. Dybt ironisk. Han hører det her 80 gange om dagen. Jeg føler mig til grin. Kan selv høre, hvor latterligt det lyder – men han ved jo ikke, at det er sandheden. Hvordan skulle han også det? Når han hører 80 usandheder om dagen. Så jeg vælger ydmygt at tage imod hans tamme, ironiske medlidenhed – selvom jeg godt ved, hvad det egentlig er: foragt. Ikke bare for mig. For os alle. Firkløverne. Gælden. Den alt for grønne bluse, de røde læber og ja, også for mig.

“Man går bare ind og siger: ‘Jeg har ingen penge’ – og så er det det,” siger han. Ned ad gangen, til venstre og helt ned i bunden, siger paveskranken monotont og nikker mod en åbning længere fremme. Jeg går. Stadig med rank ryg. Jeg skal bare lige klare det her. Og så videre til psykologen. Jeg glæder mig. Til roen. Til mit ansvarsløse frirum. Til de der overarme, de bløde øjne og den professionelt doserede omsorg. Det kan altså noget, smiler jeg – næsten opløftet. Hvad skal jeg mon tale med ham om i dag? Jeg starter en indre dialog med min gule, bløde, søde labrador. Smiler lidt ved tanken. Klar til at skifte skam ud med charme i næste lokale.

Gangen ligner et hospital. Blå døre. Kaffestation. Stole i lange rækker. Jeg kommer ned til et venteværelse. To brune døre, en på hver side, identiske. Væggene er næsten tomme, kun skiltene taler: “Ingen rygning”, “Ingen videooptagelse”, “Ingen våben”.

Senere finder jeg ud af, at de to brune døre dækker over vidt forskellige virkeligheder – men det kan man ikke se med det blotte øje. Den ene fører ind til en forudbestilt skyldnersession. For dem, der har lavet en aftale. Kommer til tiden. Har styr på papirer og samvittighed. Det er valgmulighed 1 – skyldner light-udgaven.

Den anden dør? Den er for sådan nogle som mig. Folk, der er blevet truet herhen. Eller diskret hentet af politiet. En slags nu-eller-aldrig-du-er-fanget-til-vi-har-afhørt-dig,-undersøgt-dig,-vurderet-dig-dør. Den slags dør, hvor man ærligt talt er i tvivl, om man får lov at gå ud igen, når man først er gået ind. Hvilken dør vælger du? – en skæbnedør for mange, der er lige så uheldige eller udygtige som mig og ender her.

Kapitel 17: Skyldnernes smalltalk

De andre i rummet fanger mit blik. En alt for ung mand i hættetrøje og lyse, løse jeans. Kortklippet. Træt og gennemsigtig under øjnene. Hash? Manglende søvn? Sikkert begge dele. Han stirrer tomt ud i rummet med det blik, unge mænd får, når de ikke længere venter noget. Ved siden af ham: samme mand, bare 30 år ældre. Rollator. Tatoveringer, der snor sig op ad halsen. Tjavset skæg med madrester. Øjne uden lys og en mund, der for længst har givet op.

Og så hans bror. Lige så slidt. Men rank i ryggen. Den dér tavse værdighed, der ikke larmer – men insisterer. Der er noget rørende ved dem. Noget uafrysteligt. En loyalitet, man sjældent ser. Den slags bånd, der ikke kræver ord. Det rammer noget i mig. Minder mig om min søster og mig – om alt det usagte, vi har båret. Det er genklang, jeg mærker. En kærlighed, der ikke kan købes for penge eller magt. Den står over det. Og er så meget mere værdifuld.

Og så – pludselig – slår det mig: Nu sidder jeg her. Jeg smiler. Næsten hysterisk. Der er ikke langt ned. Her kan alle ende. Selv mig. Jeg siger: “Hey gutter.” De nikker mod mig. “Nå, så her sidder vi – skyldnerne.” De griner begge. Jeg taler deres sprog nu. Det er velkendt. Som min fars.

Den gamle mand griner. Mørke huller, hvor tænderne engang boede, glimter bag læberne. “Nå,” siger jeg. “Hvad fanden laver du så her?” “Jeg blev sgu hentet af politiet klokken fire i morges,” svarer han og klukker, som om han lige har vundet på fuld plade. “Hold da kæft! Det lyder dramatisk.” “Det var godt, jeg tjekkede E-boks,” mumler jeg og ser for mig, hvordan han blev revet ud af sengen med morgenhår og skyld i blikket. “Tænk at blive hevet ud af sit eget hjem – udstillet. Ydmyget.”

“Næ nej,” siger han. “De ringede pænt på. Jeg åbnede døren – og der stod de. Pansersvinene.” Han nikker med et grin, som om han stadig ikke helt fatter, hvor han er. “Jeg har ikke sovet siden. Men jeg fik da kaffe. Og en tur i politibil. Det er sgu da mere, end kællingen derhjemme kan præstere!”

Han ler, som om det var en begivenhed. En af de få. Med Ekstrabladets værdi. Og han var midtpunktet. Et højdepunkt i et liv med rudekuverter og rutine. “Nå, og nu sidder du her.” “Ja,” svarer hans bror for ham. “Jeg er hans stedfortræder.” Der er stolthed i stemmen. En sjov, skæv ridder med kærlighed som rustning.

Vi griner. En smule for højt. Jeg siger: “Det var heldigt, jeg fik tjekket E-boks, så jeg ikke blev hentet med blå blink.” “Tja,” siger han. “Jeg kan lide at tage tingene i mit eget tempo. Jeg fik mit brev for otte måneder siden.”

Jeg klukker og ånder lettet op – så har jeg da lidt tid at løbe på. Jeg tror, han synes, jeg er frisk. Der er nok ikke mange som mig, der sætter sig og snakker med ham. Det er en lille gave, vi begge nyder. “Er det jeres første gang?” De kigger på mig, som om jeg har spurgt, om de nogensinde har spist kartofler. “Nej for helvede,” siger manden. “Jeg har været her mange gange. Man går bare ind og siger: ‘Jeg har ingen penge’ – og så er det det.” “Nå,” siger jeg. De nikker. Som om jeg netop har bestået en social eksamen i ansvarlig gældsforvaltning.

Men pludselig ser jeg Nørden for mig. Hvad ville han sige, hvis politiet hentede mig midt om natten? Hvad ville mine børn sige? Jeg får kvalme. Den ægte slags. Jeg stirrer på et fast punkt. Tårerne presser sig på, men jeg giver dem ikke lov. Ikke endnu. Her græder vi ikke. Her smalltalker vi med fremmede og lader, som om det hele er lidt skægt.

Jeg rejser mig. Jeg må hente min computer. Arbejde. – det giver mig ro – det ved jeg, hvad er. Mens jeg fucking sidder her til grin for mig selv og hele verden. Jeg løber nærmest ud til bilen, henter den og sætter mig trodsigt ned igen. Tænder. Logger på. Skriver tre mails. Prøver at komme i gang med dagens mentale liste. Mail til advokaten. Mail til kassesystemet. Mail til…

“Jeg betaler,” siger jeg fast. Prøver at lyde, som om jeg har styr på det.

Kapitel 18: Magtens T-formede bord

Så råber nogen mit navn. “Christina?” En kvinde står i døråbningen. Hun er vel omkring 35 år. Lettere overvægtig – ikke ødelagt, bare lidt opgivet. Som om kroppen har sagt: “Vi tager den herfra i slow motion.” Hun har en sort/hvid stribet T-shirt på. Vandrette striber. Amatørfejl. Tøjet sidder, som om hun prøver at være afslappet, men det eneste, det signalerer, er: “Jeg har givet op – men jeg vil stadig gerne virke kompetent.”

Håret er kommunefarvet. Det hænger bare, som om det har mistet lysten til at være med i livet. Øjnene er grå. Kedelige. Den slags, man ofte ser hos kvinder over 30, når de er holdt op med at flirte med verden. Hun ligner én, der arbejder i kommunen. Eller er pædagog. Eller bare har valgt at leve i farverne grå, beige og “nej tak”.

Der er intet farligt ved hende. Intet skarpt. Intet feminint. Alt er glattet ud i tryghed og sund fornuft og fodformede sko. Hun kunne ikke gøre nogen fortræd – men jeg forestiller mig, at hun godt kunne tage en beslutning, der ændrer dit liv… og bagefter spise leverpostejsmadder i frokostpausen uden at blinke.

Rummet, jeg træder ind i, er firkantet og dødt. Det lugter af ventetid og nederlag. Midt i det står et stort, lyst træfarvet bord – det ligner noget, man har hugget fra en folkeskole. Hun sidder bag et hæve-sænkebord i samme farve. På bordet står en computerskærm og en gammeldags fastnettelefon – sådan én med firkantede sorte taster og en blå, spiralformet ledning. Den slags, der oser af system og skilsmisse.

Setuppet ligner et T. Jeg sidder alene, isoleret og udstillet for bordenden – som den skyldner og skamklædte kriminelle, jeg åbenbart er. Hun smiler venligt og begynder med stemmen sat til “neutral embedsmand”: “Jeg hedder Mette, og på telefonen har vi Kirsten fra advokatfirmaet…”

Jeg afbryder: “Jeg har jo afdraget. Jeg har slet ikke hørt noget?” Hun fortsætter, rutineret og monotont, som om hun er midt i en mental bestilling af printerpapir: “Ja, du har afdraget 10.000 kr., men du mangler stadig 5.000 – og så har vi jo ikke pligt til at…” “Okay. Hvor meget skylder jeg?” spørger jeg, lettere irriteret. Jeg lyder mere energisk nu – det her skal overstås. Nu.

Indvendigt løfter tanken mig: Jeg får 80.000 kr. i løn denne måned. Jeg er ikke fucked. Ikke helt. “Det bliver 8.251 kr.,” siger hun. “Ja,” lyder det tørt fra Kirsten i røret, “og så lige renterne for i dag – 129,31 kr.” Mette taster lidt på en lommeregner. Rømmer sig. “Det bliver så… 8.689,31 kr.” Hun siger det med samme tone, man bruger, når man meddeler, at man skal huske at købe mælk.

“Jeg betaler,” siger jeg fast. Prøver at lyde, som om jeg har styr på det. Det har jeg faktisk. Hvis jeg altså lige låner lidt af min yngste søn. Jeg logger på netbanken. Overfører. “Det skal være en straksoverførsel,” siger stemmen i røret – en anelse for bestemt, som om jeg havde overvejet at sende pengene med brevdue. “Ja, selvfølgelig,” svarer jeg tørt.

Jeg vender computeren og viser kvitteringen til Mette. Hun nikker svagt. “Vil du, Kirsten, bekræfte, at pengene er gået ind?” “Ja,” siger Kirsten. Uden så meget som en nuance i stemmen. “Det er gået ind.”

Der bliver ikke sagt farvel. Bare lagt på. Som om det var en skuffelse, at jeg rent faktisk betalte. Som om de – tilsammen – ikke kunne udøve den ultimative magtgerning. Og det var en kæmpe skuffelse. Som når man taber i et computerspil og må starte forfra. Deres mål? At få mig helt ned i støvet. Knække mig. Få mig til at ligge fladt – og suge al integritet og værdighed ud af min sjæl. Som om ydmygelsen først er fuldendt, når jeg sidder dér med tårer i øjnene og hvisker, at jeg ikke kan betale.

Min tanke glider tilbage til de to brødre. Det var jo dét, de sagde – med noget, der lignede fryd i stemmen. De har forstået det. De har regnet det ud. Luret systemet. Giv dem, hvad de vil ha’ – og så går du fri. Måske fri. Frisat.

Men kun hvis du ikke spiller med. Kun hvis du lægger dig helt ned. Der, hvor magten ikke længere har noget at vinde. Men nej. Ikke i dag. Jeg kan ikke bryde ud af spillet. Det spil, jeg har gjort alt for at passe ind i. Det spil, jeg har lært at mestre – med dannelse, ordentlighed og kulturel kapital som mit skjold. Jeg har kæmpet for at vinde med deres regler. Troet, at hvis jeg bare var dygtig nok. Anstændig nok. Så ville jeg klare den.

Men det her spil – om at tage min værdighed? Det er ikke lavet til sådan nogen som mig. I vil jo ikke engang spille med mig. Jeg er for meget. For vild. For klog. For insisterende. Der er ingen, der arbejder hårdere end mig. Ingen, der vil det mere. Jeg kan lure ethvert system, gennemskue enhver plan – og det ved I godt. Jeg skal nok vinde i sidste ende. Tro på det.

For jeg har været helt nede. Jeg har fået det ind med modermælken: modstand. Når man har siddet alene i et lille, låst rum i timevis – uden mad, uden drikke, uden nogen, der ser én. Når man har fået tæsk, til man ikke længere kan skelne smerte fra stilhed – uden mulighed for at forsvare sig. Når man er blevet ydmyget og fornedret så grumt af det menneske i verden, der skulle elske én allermest – for netop dét, man er… Når dét menneske knuser én så grundigt, at hjertet splintrer i tusind små stykker. Og endnu værre – når man står ved siden af og ser det ske for det menneske, man elsker højere end sig selv. Forsvarsløs. Lille. Knust. Så sker der noget.

Der bliver født en ukuelighed. En modstandskraft. En indre anemone – så krystalblå og stædig, at den nægter at dø. Selv i mørke. En overlevelseskraft, som kun de færreste kender. Heldigvis.

Stilhed. Lettere akavet. Så meget stilhed, at jeg et øjeblik overvejer at sige: “Var det godt for jer også?” Men jeg lader være. Jeg rejser mig – tøvende: “Nå… men så vil jeg gå…” Det lyder, som om jeg spørger om lov. Som om jeg er på udgang fra fængsel for god opførsel. Som om jeg ikke er et frit menneske. Som om min frihed er midlertidig – og på lånt tid.

“Ja,” siger hun. Kort. Fast. Hun ved det. Hun ved godt, hun har magten lige nu. Og hun nyder det. Det dér øjeblik, hvor jeg – en voksen kvinde – spørger om lov til at forlade lokalet. Det er dét, hun lever for. Ikke pensionen. Ikke arbejdsopgaverne. Men magten i mikroformat.

Jeg prøver at bryde stemningen. Bare lidt. Skifte rolle. Jeg er trods alt underviser. Mester i ord og retorik. “Du har da et af de værste job,” siger jeg med et skævt smil. Som en lille, halvironisk exitgave – et forsøg på at genvinde bare en smule værdighed og overtaget. “Ja… men nogen skal jo gøre det,” sukker hun. Et blik, der oser af selvtilfredshed og dårligt indeklima.

“Du må have en god dag,” kvækker jeg og rækker hånden frem. Jeg trykker lidt for hårdt. Det er løgn. Jeg mener det ikke. Indeni… håber jeg faktisk, at hendes dag bliver lort. At alle betaler, så hun ikke får sit daglige magttrip udløst. Fuck dig.

Og så nærmest løber jeg ud af døren. Som om nogen kunne ombestemme sig og kalde mig tilbage. Som om friheden kunne trækkes tilbage med et: “Hov, vent lidt…” Men jeg er ude. Jeg trækker vejret. Og selvom det lugter lidt af pis og institution – så lugter det stadig af luft.

Der er kun én vej herfra. Og den er op.

Dedikation

Til min elskede søster –

for at elske mig, som jeg er. Med alle kanter, revner og farver. For at give mig retning, når jeg selv famlede i mørket. Du er min anemone. Min ukuelige, krystalblå blomst i vinterjorden. Mit håb og min genklang.

Til min Nørd –

tak for roen. For blikket, der ikke dømmer. For din tålmodige kærlighed, troen på mig og for at give mig modet til at begynde. Uden dig var det her stadig bare en tanke på en serviet. Du er mit livs kærlighed – jeg håber, vi skal følges ad resten af det – og hvis vi ikke skal, så er du stadig mit livs kærlighed.

Til min mor –

mit kvindeforbillede i så mange sammenhænge. For din styrke, dit livsmod og din stålsatte evne til at rejse dig – igen og igen. Du har lært mig, at kvinder kan bære mere, end verden forstår. Og at værdighed og vilje godt kan gå i praktiske sko.

Til mine børn –

Mit stærke oliventræ, stærkt og roligt, med tunge grene og et blik, der rækker ud mod verden med mildhed og vilje. Du bærer mit moderskab.

Mit kloge bøgetræ, klogt og eftertænksomt, med rolige rødder og en krone, der vokser højt og bredt, du har rod i min identitet.

Mit smukke kirsebærtræ, fin og lidt sårbar, men livfuld og lysende. Med lyserøde blomster i foråret og rødmende bær om sommeren, du rummer min livskraft.

I har lært mig, hvad kærlighed egentlig betyder.

Til min bror –

du har slået rødder i trods og er vokset til noget smukt. Et menneske, jeg beundrer. Et bevis på, at arv ikke er skæbne.

Til min søsters børn –

mine børn i hjertet. I er som mine egne – og der er ikke den sten, jeg ikke vil vende for jer.

Til min far –

skrøbelig og kompleks. For de mørke skygger, du ikke selv kunne flygte fra, men også for din intelligens, din kærlighed til ord – og for de spor, du satte i mig, som jeg stadig skriver videre på. Jeg ved, du gjorde dit bedste med det, du havde.

Til min elskede morfar –

du døde alt for tidligt, men du er stadig med mig. I mine tanker. I mine hænder. Din kreativitet, din lune, dine pandekager og dit trygge hjem er blevet min målestok for kærlighed og rummelighed. Du var min tryghed – når alt brændte på – et symbol på ordentlighed og normalitet. Og du bor stadig i mit hjerte.

Til min eksmand –

for din stabilitet, vores opvækst i voksenlivet sammen, for dit venskab og for vores børn.

Til Ericha, min folkeskolelærer –

tak fordi du så mig – dengang jeg var en lille forhutlet, skæv og mærkelig pige med store ord og endnu større drømme. Du gjorde en forskel, langt større end du aner.